Billede: https://www.pexels.com/photo/close-up-photograph-of-petri-dishes-with-different-colors-4031366/

Biotech Academy Camp 2023

Biotech Academy camp 2023 sætter fokus på: Syntesebiologi og cellefabrikker.

Syntesebiologi er en tværfaglig gren indenfor bioteknologi. Syntesebiologi benytter rekombination af genetisk materiale til at skabe nye biologiske funktioner. I årets camp vil syntesebiologien blive brugt til at udvikle specialdesignede, modificeret E. coli, der kan udtrykke gener, der koder for plastiknedbrydende enzymer. På den måde kommer årets camp til at omhandle et af verdens store globale miljøproblemer – plastikforurening.

Dermed vil du, under campen lære, hvordan man kan modificere E. coli bakterier til at nedbryde plast. Undervejs kommer du blandt andet til at dyrke bakterier, arbejde med DNA og kloning. Til sidst vil du oprense de plastiknedbrydende enzymer fra E. coli. For at nå det hele, kommer vi til at være en del i laboratoriet – men der er også sat god tid af til at forstå teorien bag eksperimenterne, tage på besøg hos virksomheder, hvor videnskaben anvendes i praksis, samt høre spændende gæsteoplæg.

Campen er dog ikke kun en uges intens og udfordrende opdagelsesrejse i bioteknologiens verden, men også en fed og social oplevelse. Camp-ugen giver en unik mulighed for at møde venner for livet og komme i kontakt med andre studerende, der brænder lige så meget for bioteknologi som dig. På campen vil du have mulighed for at hygge dig og lære de andre deltager at kende, der kan komme fra hele Danmark.

Campen er inklusiv fuld forplejning, samt transport til og fra diverse aktiviteter i løbet af ugen – overnatning foregår på DTU (Lyngby campus). Campen er dermed 100% gratis, og det bliver helt sikkert en sjov, lærerig og udfordrende uge.

Målet med campen

Målet med campen er at give dig, som deltager, et indblik i hvad det vil sige at studere bioteknologi på en videregående uddannelse og udvikle dine bioteknologiske kompetencer. Når campen er afsluttet vil du have en dybere forståelse af hvad syntesebiologi er for en størrelse, og du vil have stiftet bekendtskab med begreberne cellefabrikker og syntesebiologi. Efter camp-ugen vil du have en bedre forståelse for, hvordan forskellige bioteknologiske laboratoriemetoder fungerer, og du vil have ”hands-on” erfaring med nogle af disse. Du vil igennem camp-ugen få nemmere ved at kunne afgøre om bioteknologi er det rigtige studievalg for dig. Du vil f.eks. have rig mulighed for at spørge ind til, hvordan det er at studere bioteknologi (og lignende studieretninger) på universitetet.

Hvis alt dette lyder som noget for dig, og du har lyst til at tilbringe din efterårsferie sammen med 29 andre passionerede gymnasieelever ude på DTU, så send en ansøgning til camp@bio.dtu.dk. Du skal skrive en motiveret ansøgning på maks. én side, hvor du fortæller, hvorfor netop du skal have en plads på Biotech Academy Camp 2023 og evt. tilføje et CV samt en anbefaling fra din lærer. Alle dokumenter skal samles i en enkelt PDF-fil.

Eftertilmelding åben til og med den 14. september 2023!

Hvis du har spørgsmål til årets camp kan du skrive til camp@bio.dtu.dk
Campen koordineres i år af Amalie Slangerup Ludvigsen (amalud@dtu.dk), der læser bacheloren Kemi og Teknologi og Kaare Skovmand Elnegaard (kskel@dtu.dk), der læser kandidaten Bioteknologi.

Vedrørende behandling af persondata

Som en del af ansøgningsprocessen i forbindelse med Biotech Academy Camp 2023 behandler campens koordinatorer følgende persondata, som du selv har angivet: Navn, email, gymnasium og andre oplysninger, du opgiver i din ansøgning.

Oplysningerne anvendes kun til arbejdet med Biotech Academy Camp 2023, herunder udvælgelse af deltagere. Disse oplysninger videregives ikke til tredjepart. Hvis du ikke udvælges som deltager, slettes dine data. Hvis du udvælges som deltager, gemmer vi dine data, indtil campen og det opfølgende arbejde er overstået. Dine data slettes senest ved udgangen af 2023.

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af disse oplysninger om dig.
Hvis du ønsker yderligere informationer om disse, kan du kontakte undervisningschef på DTU Bioengineering, Malene Bonné Meyer: mbme@dtu.dk eller læse mere på Datatilsynets hjemmeside: www.datatilsynet.dk.
Hvis du ønsker at få fjernet informationer kan du kontakte Biotech Academy Camp: camp@bio.dtu.dk

 

 

Kort info

Tilmelding:

Eftertilmelding åben til og med den 14. september 2023!

Ansøgningen til campen sendes til camp@bio.dtu.dk, og skal indeholde en motiveret ansøgning på maks. én side, samt evt. en anbefaling fra din lærer og dit CV. I din motiveret ansøgning fortæller du, hvorfor netop du skal på Biotech Academy Camp 2023. Alle dokumenter samles i en enkelt PDF-fil.

 Afholdes:
Campen foregår fra den 14. til og med den 21. oktober (efterårsferien, uge 42)
Sted:
Danmarks Tekniske Universitet (DTU, Lyngby)
Deltagerniveau:
HTX-, HF- og STX-elever, der som
minimum har biologi- og/eller
kemi-relaterede fag på B-niveau
Deltagerantal:
30 deltagere
Arrangører:
Hvis du har spørgsmål til årets camp kan du skrive til camp@bio.dtu.dk
Campen koordineres i år af Amalie Slangerup Ludvigsen  (amalud@dtu.dk) og Kaare Skovmand Elnegaard  (kskel@dtu.dk), der læser hhv. bacheloren i Kemi og Teknologi på DTU og kandidaten i bioteknologi på DTU.