Camp 2017

I år har Biotech Academy Camp 10 års jubilæum! Dette bliver fejret ved at tage et kig ind i Fremtidens Bioteknologi – Optimering af Bæredygtig Produktion med CRISPRi. Campen er 100% gratis for alle deltagere fra hele Danmark og afholdes på DTU i uge 42 (efterårsferien).

Ønsker du at udvikle dine kompetencer indenfor bioteknologiske værktøjer? Vil du gerne lære hvordan man kan anvende CRISPR-Cas9 teknologien til at optimere på bæredygtig produktion? Vil du være med til at definere hvordan samfundets grønne fremtid kan se ud?

Bioteknologien er i dag midt i en rivende udvikling. Denne udvikling er i særdeleshed drevet af ønsket om et grønnere samfund, samt et behov for bæredygtige løsninger på globale problemer. I industrien ses dette bl.a. ved, at mange kemiske produktionsmetoder er blevet udskiftet med biologiske processer, der tilgodeser en grønnere, mere effektiv og ofte billigere produktion.

På BA Camp 2017 vil du få indblik i bæredygtige, biologiske processer gennem virksomhedsbesøg, foredrag, workshops, samt computer- og laboratorieøvelser. Du vil desuden få erfaring med nogle af de mest anvendte metoder inden for bioteknologien, særligt vil du blive introduceret til ”gensaksen” CRISPR-Cas9, der i de sidste år har været med til at revolutionere den biologiske forskning. Metoden har gjort det nemmere, billigere og hurtigere end nogensinde før at introducere genetiske ændringer i alt fra bakterier til menneskeceller.

I laboratoriet vil du som deltager arbejde med cellefabrikker, der vil blive optimeret ved brug af den videreudviklede CRISPR-Cas9 metode ”CRISPR-interference”. Ved brug af denne metode vil du kunne opleve hvordan gavnlige produkter kan fremstilles på en bæredygtig og innovativ måde. Metoden er baseret på ny forskning fra en af årets samarbejdspartnere; Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability (DTU Biosustain).

Som deltager vil du lære at anvende modeller og informationssystemer til at designe forsøg, der kan gå ind og optimere på produktionsvejene i mikroorganismer. Dette vil i sidste ende kunne forbedre de cellefabrikker, der anvendes til produktion af alt fra medicin til biobrændsel. Hermed får du et indblik i hvad, der ligger til grund for det laboratoriearbejde og de skridt der kan tages i planlægningen og udførelsen af et forskningsforsøg.

Slutteligt vil du deltage i case-arbejde, der sætter fokus på hvordan man med bioteknologi kan være med til at løse globale problemer såsom plastikforurening, hungersnød og klimaforandring, samtidig med at etik og naturen er i fokus. Særligt vil der blive fokuseret på de etiske aspekter forbundet med genetisk manipulation.

Så hvis du har lyst til at få et dybere indblik i forskningen og teknikkerne bag bæredygtige cellefabrikker, sammen med 23 andre engagerede gymnasiestuderende, så kom og få en uforglemmelig oplevelse på Biotech Academy Camp 2017.

Campen foregår 14. til og med 21. oktober (Efterårsferien, uge 42).

Tilmelding: 10. august til og med 10. september 2017 ved at skrive til camp@bio.dtu.dk.
Din tilmelding skal som minimum indeholde en motiveret ansøgning, CV, karakterer og evt. anbefaling.

Har du spørgsmål til åres camp kan du skrive til camp@bio.dtu.dk

Campen koordineres i år af Sara Christina Martinez og Thomas Kainamura Pedersen, der begge er studerende på DTU.

Opdateret af Anne Sofie Brask Dyerberg den 6. september 2017

Kort info

Tilmelding:

10. august til 10. september 2017 ved at skrive til camp@bio.dtu.dk.

Din tilmelding skal som minimum indeholde en motiveret ansøgning, CV, karakterer og evt. anbefaling.

 Afholdes:
14. – 21. oktober 2017
Sted:
Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
Deltagerniveau:
HTX-, HF- og STX-elever, der som
minimum har biologi- og/eller
kemi-relaterede fag på B-niveau
Deltagerantal:
24 deltagere
Arrangører:
Sara Christina Martinez og
Thomas Kainamura Pedersen