Camp 2016

 

For 9. år i træk kan Biotech Academy med stor glæde byde 24 unge talenter velkommen på Biotech Academy Camp 2016. Årets tema er: Enzymerne bag 2G bioethanol – vejen til en grønnere fremtid. Campen er 100% gratis for deltagerne og afholdes på DTU i uge 42 (efterårsferien).

Er du fascineret af bioteknologiens spændende værktøjer og uendelige muligheder? Er du motiveret for at skabe løsninger på samfundets problemer? Drømmer du, om at udnytte og udvikle dine kompetencer for at skabe en grønnere og mere bæredygtig fremtid?

Hvis du kan svare ja til ovenstående spørgsmål, så er Biotech Academy Camp 2016 lige noget for dig!

Biotech Academy Camp 2016 sætter fokus på bioteknologiens rolle i kampen mod klimaforandringerne. I jagten på bæredygtig energi og brændstof har 2. generation bioethanol vundet indpas. Ved produktionen af denne type biobrændsel udnyttes enzymer til effektivt og miljørigtigt at omdanne organisk restmateriale til et værdifuldt produkt. Det er egenskaberne af disse ’naturens kemikere’, du på Campen kommer til at udforske. Campen vil stille skarpt på, hvordan enzymer designes, fremstilles, karakteriseres og anvendes.

Denne viden er ikke kun relevant for produktion af bioethanol, men for store dele af bioteknologien, hvor enzymer anvendes til mange forskellige formål. Ligeledes vil de teknikker, du kommer til at anvende i ugens forløb være repræsentative for en stor del af bioteknologiens industri og forskningens arbejdsmetoder.

Helt konkret kommer du, som deltager på Campen, til at arbejde med to forskellige eksperimentelle spor. Det ene spor vil handle om selve fremstillingen af enzymerne. Laboratoriearbejdet vil dække molekylære mikrobiologiske og biokemiske metoder såsom transformationer, PCR-analyser og enzym-assays med henblik på at kunne identificere optimale enzymvarianter. Det andet spor vil handle om selve produktionen af bioethanol, hvor du i dit eget lille bioethanol-værk skal udføre hydrolyse, fermentering og destillering.

Campen vil byde på dybdegående teoretisk, avanceret eksperimentelt arbejde, spændende oplæg, work-shops og virksomhedsbesøg.

Kom og få en uforglemmelig uge med 23 andre engagerede studerende som dig!

Tilmeldingen til dette års Camp vil løbe fra 10. august til 14. september.

Kort info

Tilmelding:
 10. august til 14. september 2016
 Afholdes:
15. – 22. oktober 2016
Sted:
Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
Deltagerniveau:
HTX-, HF- og STX-elever, der som
minimum har biologi- og/eller
kemi-relaterede fag på B-niveau
Deltagerantal:
24 deltagere
Arrangører:
Rasmus Ibsen Dehli og
Helle Rus Povlsen