Et alternativ til koen

Denne underside om “et alternativ til koen” udgør første del af teorien for Biotech Academys materiale om Fremtidens fødevarer.

 

En astronaut prøver mange seje ting. Vidste du for eksempel, at astronauterne på den internationale rumstation kan 3D-printe en bøf, når det er spisetid? En 3D-printet bøf kræver mindre vand, mindre plads, og udleder mindre CO2 end en almindelig bøf fra en ko. Kød- og mejeriproduktion er desværre en enorm byrde for vores planet – og det er ikke bare på grund af den plads dyrene optager, og den drivhusgas som de udleder. Det er faktisk produktionen af al føden til dyrene, som er den ægte synder. En stor del af regnskovsfældning finder sted, så der er plads til at dyrke majs og soja, som bliver brugt til dyrefoder. Foderstoffet skal forarbejdes og transporteres (begge miljøbelastende processer), og først derefter kan det blive spist af dyrene. 3D-printning er bare en af de muligheder vi har, for bæredygtigt at producere kød og andre produkter som f.eks. mælk og ost. Helt uden at det kræver en ko.

 

I dette afsnit vil du blive præsenteret for forskellige bæredygtige alternativer til koen. Du vil stifte bekendtskab med bæredygtig produktion af kød og produktionen af plantedrikke (også kendt som plantemælk).

 

Dyrekød fra petriskål

Ved at tage en lille kødprøve fra det ønskede kød (f.eks. en oksemørbrad), kan man producere store mængder af det stykke kød. Proceduren er endda meget hurtigere end konventionel kødproduktion, hvor man jo skal vente på, at kalven bliver født og vokser sig stor, før den kan slagtes. Koen, som prøven blev taget fra, kan leve videre efterfølgende.

 

I korte træk foregår produktionen af dyrekød i en petriskål således:

 

Step 1: Udtag prøve

Man udtager først en prøve fra koen. Dette kan gøres vha. en biopsi og er relativt smertefrit for koen.

Step 2: Isolér og kultivér celler

Fra klumpen af kød isoleres nu nogle af cellerne. Cellerne lægges i små glasbeholdere, som vi kalder petriskåle. I en kalv ville de her celler dele sig, og på den måde ville kalven vokse. I laboratoriet får man processen til at gå hurtigere. Ved at give cellerne de helt rigtige betingelser – den rette næring og varme – kan man få cellerne til at dele sig hurtigt. Dette kalder vi at ”kultivere cellerne”. Cellerne vokser nu (næsten) som inden i koen, og vi får derfor den rigtige konsistens af kødet.

Step 3: Tilsæt ’krydderi’

Når cellerne har delt sig til en god størrelse, kan man fjerne dem fra petriskålene, og så har du i princippet en bøf. MEN, denne bøf er intet andet end kød – og så smager det faktisk ikke helt som de bøffer vi kender. Nej, de bøffer vi kender indeholder fedt, og fedt betyder meget for smagen. Så fedt skal vi selvfølgelig have tilføjet til vores bæredygtige bøf. Sammen med fedtet kan vi også tilføje andre smagsstoffer, hvis man skulle have lyst til det.

Step 4: Tilbered bøffen

Nu er din bøf klar, og det eneste vi mangler, er at tilberede den. Krydr med salt, peber, og hvad du nu ellers har lyst til og voila – så har du en bundsolid proteinkilde. Proceduren forklares også i figur 1 til højre.

Fremstilling af kød fra cellekultur

Figur 1: Kultivering af kødceller i petriskål. En biopsi (muskelprøve) tages fra koen. Cellerne i prøven bliver groet i en petriskål, der indeholder alt, cellerne skal bruge. Cellerne deler sig, og kan med tiden blive til en hel kødklump.

Denne måde at lave kød på, kan bruges til alle typer kød. Derudover er det faktisk også muligt at bruge teknikken til at lave andre produkter, vi normalt skal bruge dyr til, f.eks. læder! Det betyder altså, at man måske i fremtiden kan købe både lædervarer og kød uden at skulle bekymre sig om, hvordan dyret har levet, og hvordan dyret er blevet dræbt. Dyret har nemlig ikke ladet livet for at du kunne spise din bøf eller gå med dit læderbælte. Det er både godt for klimaet og samvittigheden – en sand ”win-win” situation!

Som verden ser ud i dag, er det ikke økonomisk bæredygtigt at producere hverken kød eller læder vha. cellekultivering i petriskåle. Forhåbentligt bliver teknologien ved med at udvikle sig, så det en dag kan bruges i virksomhederne fremfor klassisk kød- og læderproduktion.

 

Mælk fra planter

Det er ikke kun kød og læder, vi får fra køerne på marken. Også mælk og mælkeprodukter som f.eks. ost er en kæmpe industri – og en kæmpe belastning af miljøet. Du har sikkert hørt om sojamælk, havremælk og andre typer plantedrik. I dette afsnit kigger vi nærmere på, hvordan man egentligt laver mælk uden at skulle bruge en ko.

Har du nogensinde overvejet, hvad mælk egentligt er? Det er flydende ligesom vand, og en stor del af mælk er da også vand (ca. 90%). Der er dog også andre ting i! Både protein, kulhydrater, fedt, vitaminer og mineraler findes i den komælk, som mange drikker. Det findes også i smøren og osten på din morgenbolle, og andre mælkeprodukter, du indtager. Mælk kommer fra køer, som producerer mælk fordi de har kalve. Hos mennesker producerer mødre også mælk til deres babyer. Mælken er det eneste, det nyfødte væsen har brug for, og derfor giver det rigtig god mening, at den er propfyldt med alt muligt godt. Når du drikker plantedrik får du ikke den samme bombe af næring og vitaminer. Til gengæld er det meste plantedrik mindre belastende for miljøet end komælk. Det er fordi, der både skal opfostres og fodres en ko mens komælken produceres, mens plantedrik på den anden side (stort set) kun kræver vand og en plante.

Du kan sammenligne forskellige mælketyper i forsøget Forskelle og ligheder i mælk.

 

Produktionen af komælk

Komælken bliver malket fra køernes yvere på bondegården, hvorefter mælken bliver transporteret til mejerierne. Her separeres mælken i skummetmælk og fløde – det vil sige at mælken deles i mælk med lavt fedtindhold og mælk med højt fedtindhold. Mælken pasteuriseres også, så den ikke indeholder skadelige bakterier. Pasteurisering er en form for varmebehandling, der forlænger holdbarheden af f.eks. mejeriprodukter ved at dræbe bakterier, som kan give sygdomme. Pasteurisering påvirker ikke smagen af eller næringsindholdet i produktet særligt meget og benyttes derfor ofte i industrien.

Herefter blandes de to mælketyper (fløde og skummetmælk), så den får den ønskede fedtprocent – det er derfor, at der både står skummetmælk, minimælk, letmælk og sødmælk på hylderne i supermarkedet. Processen kan ses på figur 2.

 

Fremstilling af mælk

Figur 2: Produktionen af konventionel komælk. Mælk fra koen transporteres til en fabrik, hvor mælken sorteres, pasteuriseres og til sidst blandes i de rette forhold for at få de mange forskellige mælketyper, vi kender.

 

Produktionen af havredrik (også kendt som havremælk)

Når havredrik skal produceres, foregår det på en lidt anden måde end produktionen af komælk. Havrekernerne fra marken bliver kværnet og behandlet med bittesmå biologiske maskiner, som vi kalder enzymer. Enzymerne nedbryder havrekernerne på en meget finere måde, end vi nogensinde kunne gøre med en maskine. Så fjernes skallerne, og yderligere ingredienser tilsættes, hvis vi ønsker det. Havredrikken pasteuriseres og er herefter klar til tapning. Du kan se, hvordan havredrik bliver lavet i figur 3.

 

Fremstilling af havremælk

Figur 3: Produktionen af havredrik. Havre og vand lægges i en tank på fabrikken, og enzymer tilføjes. Enzymerne nedbryder havren så det bliver helt fint. Blandingen pasteuriseres og havredrikken er klar til at blive drukket.

 

Du kan faktisk lave din egen havredrik derhjemme – og det er meget nemt! Prøv forsøget Lav din egen havredrik.

 

Andre plantedrikke:

Produktionen af mange andre plantedrikke (f.eks. risdrik og havredrik) foregår på nogenlunde samme måde som produktionen af havredrik.

Når komælk skal produceres, kræver det køer, og køer kræver foder. En del af foderstoffet bliver produceret på markerne som f.eks. korn eller soja – og køerne spiser meget. Der skal bruges meget mere korn eller soja til at lave en liter komælk, end der skal bruges til at lave en liter plantedrik! Vi frigør altså en masse plads på markerne, hvis vi drikker plantedrik i stedet for komælk. Denne plads kan bruges til at producere alt muligt, der kan bruges til at brødføde den voksende verdensbefolkning.

Udover den store mængde plads, man kan spare, så er der også andre forhold, man skal være opmærksomme på. For eksempel kræver produktionen af komælk meget store mængder vand (se figur 4), og fordi planter ikke prutter, udleder de heller ikke den methan, som køerne gør. Methan er en drivhusgas, som er endnu værre for miljøet end CO2.

Klimaaftryk af forskellig mælk

Figur 4: Sammenligning af CO2 udledning, samt land- og vandforbrug for komælk og forskellige plantedrikke; rismælk, sojamælk, havremælk og mandelmælk..

 

Det ses tydeligt på figur 4, at komælk klart er den største belastning for miljøet på alle de målte parametre. Vi ser dog også, at både ris- og mandeldrik kræver rigtig meget vand. Derfor bør man overveje at skifte til soja- eller havredrik fremfor mandel- eller risdrik, hvis man ønsker at skifte væk fra at drikke komælk.

Kort fortalt er der altså ikke mangel på måder, hvorpå vi kan fjerne os fra afhængigheden af koen. Ved at gå væk fra produkter, der stammer fra køer, kan vi hjælpe miljøet og samtidigt sikre os, at der altid vil være mad nok til alle.