Hormoner, insulin og blodsukkerregulering 

Denne underside udgør fjerde del af teorien for Biotech Academys materiale om Diabetes.

I er nu blevet introduceret til nogle af de vigtige organer i forbindelse med diabetes, herunder fordøjelseskanalen og bugspytkirtlen. Bugspytkirtlen, som producerer og frigiver bl.a. hormonerne glukagon og insulin, spiller en stor rolle for at holde blodsukkeret mere eller mindre konstant. Desuden har I læst om glukoses funktion i kroppen, og om hvordan det lagres, nedbrydes og bruges af kroppens celler. I dette afsnit beskrives, hvorfor mange af disse processer er afhængige af insulin.

I vil kunne læse om, hvordan de forskellige hormoner, som tidligere er beskrevet, har indvirkning på hinanden, og hvordan de tilsammen sørger for kroppens blodsukkerregulering og dermed opretholdelse af vores liv. I ved nok allerede, at selv kort tids mangel på ilt til hjernen vil medføre alvorlige hjerneskader eller endda død, men vidste I også, at hjernens behov for føde i form af glukose er lige så vigtigt? Selv få minutters mangel på glukose vil medføre bevidstløshed og derefter død, hvis ikke der tids nok bliver givet glukose. Når I har læst denne artikel, vil I vide, hvordan vores appetit reguleres, ligesom I vil have lært om de vigtigste hormoner i forbindelse med mæthedsfølelse. I vil få en forklaring på, hvordan og hvornår insulin frigives, og hvordan blodsukkeret reguleres hos et raskt individ. Og sidst men ikke mindst vil I vide, hvordan insulin virker, når det bliver frigivet til blodet.

Vores lyst til at indtage føde afgøres af vaner og af den hormonelle påvirkning. Hormonerne leptin, som produceres og udskilles fra fedtcellerne, og ghrelin, som primært produceres og frigives fra mavesækken og tolvfingertarmen, påvirker vores adfærd omkring føde. Fødereguleringen sker ved, at hormonerne frigives fra organerne til blodet og når herved til hjernen, nærmere bestemt til hypothalamus. Dette område i hjernen består af mange forskellige kerner med forskellige funktioner, men her skal den beskrives som en samlet enhed, der modtager og sender signaler.

I årevis har homeostatisk regulering af fødeindtaget været undersøgt, men først i nyere tid er forståelsen ved at være på plads. I 1994 formåede en gruppe forskere at isolere et peptidhormon, som de kaldte leptin efter det græske ord for ”slank”. Peptidhormonet leptin viste sig at sende signal til hjernen om at fedtreserverne i kroppen er normale. Leptin regulerer vores BMI ved at virke direkte på de neuroner (nerveceller) i hypothalamus, som sænker appetitten og øger energiforbruget. Et højt leptinniveau i blodet vil aktivere leptinreceptorerne, et alfa-melanocyt-stimulerende hormon (alfa-MSH) og kokain- og amfetamin-regulerede transkripter (CART) i hypothalamus.

NAVNFORKORTELSEFUNKTION
Alfa-melanocyt-stimulerende hormonAlfa-MSHAlfa-MSH er et hormon, hvis primære rolle er
medvirkning til farvning af vores hår og hud ved en proces kaldt melanogenese.
Men den er også er vigtig for bl.a. vores adfærd omkring føde og seksualdrift.
Kokain- og amfetamin-regulerende transkripterCARTCART er et peptid, som spiller en rolle for fødeindtag, belønning,og stress.
Neuropeptid Y receptorNPYNPY er en receptor involveret i kontrollen af forskellige,adfærdsmønstre herunder appetit, døgnrytme og angst.
Agouti-relateret peptidAgRPAgRP udtrykkes sammen med NPY og virker ved at øge appetitten og,sænke metabolismen.
Adrenokortikotropt hormonACTHACTH er ”det binyrebark-rettede hormon”. Det produceres i,hypofysen og frigives til blodet. ACTH’s funktion er at stimulere,binyrebarken til frigivelse af cortisol.
Thyroidea-stimulerende hormonTSHTSH produceres i hypofysen og frigives til blodet, hvorefter det,stimulerer skjoldbruskkirtlen, thyroidea, til frigivelse af T4,,som omdannes til T3, der aktivt,stimulerer metabolismen.

Alfa-MSH og CART øger metabolismen i kroppen. Det sker ved, at adrenokortikotropt hormon (ACTH) igangsætter cortisolfrigivelse fra binyrebarken, og ved at thyroideastimulerende hormon (TSH) øger aktiviteten i skjoldbruskkirtlen. ACTH vil altså medføre en aktivitet i det sympatiske nervesystem. Denne aktivitet vil i sidste ende føre til nedsat fødeindtag (se figur 15).

Omvendt står det til ved lave leptinniveauer i blodet. Et lavt leptinniveau vil nemlig stimulere andre typer receptorer, neuropeptid Y receptor (NPY) og agouti-relateret peptid (AgRP), i hypothalamus. Men NPYs og AgRPs effekt på energibalancen er det omvendte af effekten ved alfa-MSH og CART. NPY og AgRP vil nemlig hæmme TSH- og ACTH-sekretion, og aktiverer således det parasympatiske nervesystem. En aktivering af det parasympatiske nervesystem vil stimulere fødeindtag-adfærden (se figur 16), hvorfor NPY og AgRP-receptorerne også kaldes de orexigene peptider fra det græske ord ”appetit”.

Figur 15Denne figur viser, hvordan leptinfrigivelse fra fedtcellerne påvirker kroppens metabolisme. 1) Fedtceller producerer og frigiver leptin. 2) Leptin vandrer via blodbanerne til hypothalamus, hvor det øgede leptinniveau registreres af CART og alfa-MSH. 3) Der sendes signal til hjernen om at hæmme fødeindtaget. 4) Det sympatiske nervesystem aktiveres. 5) Der sendes signal til hypofysen om at frigive TSH og ACTH. 6) TSH får skjoldbruskkirtlen, glandula thyroidea, til at øge sin aktivitet og dermed metabolismen ved at frigive T3 og T4. 7) ACTH aktiverer binyrerne til at frigive cortisol, som øger metabolismen.

Leptin frigives altså fra fedtcellerne i den ”mættede” krop og vandrer med blodet til hypothalamus. Her stimulerer det alfa-MSH og CART til at hæmme fødeindtaget, aktivere det sympatiske nervesystem og få hypofysen til at frigive TSH og ACTH, som i skjoldbruskkirtlen og binyrerne vil øge metabolismen. Omvendt vil en hungrende krop medføre nedsat leptin-frigivelse fra fedtcellerne. Dette sænkede leptinniveau vil registreres af NPY og AgRP, som vil stimulere fødeindtaget og hæmme frigivelsen af TSH og ACTH, hvorfor kroppens metabolisme nedsættes.

Figur 16. Her ses kroppens reaktion på et nedsat leptinniveau. 1) Der produceres og frigives ingen leptin fra fedtcellerne, hvorfor leptinniveauet i blodet sænkes. 2) NPY og AgRP registrerer det lavere leptinniveau. 3) AgRP og NPY sender signal til hjernen om at stimulere fødeindtag. 4) NPY og AgRP sender signal til hypofysen om at hæmme frigivelse af ACTH og TSH, hvilket i sidste ende fører til nedsat metabolisme. 

Lysten til at spise, spiseprocessen og den efterfølgende mæthedsfornemmelse kan opdeles i tre faser:

  • Den cefaliske fase, hvor synet og lugten af mad igangsætter fysiologiske processer, som aktiverer parasympatikus. Et aktiveret paraympatikus vil igangsætte spytproduktion i munden, og der vil i mavesækken frigives syre til nedbrydning af føden.
  • Den gastriske fase, hvor allerede igangsatte ovenstående mekanismer forstærkes kraftigt, idet man begynder at tygge, synke og fylde maven med mad.
  • Substratfasen når maven fyldes, og den fordøjede føde bevæger sig videre i tarmene, mens næringsstoffer bliver absorberet ind i blodstrømmen.

Først i 1999 fandt man peptidhormonet ghrelin, som hovedsageligt produceres i mavesækken og frigives til blodet, når mavesækken er tom. Ved indsprøjtning af ghrelin i blodårerne, har det vist sig at, dette hormon er i stand til at aktivere NPY- og AgRP-receptorer i hypothalamus og på den måde øge appetitten.

Figur 17. CCK og stræk i mavevæggen sender begge mæthedssignaler gennem vagusnerven til hjernen. Virkningen er synergisk, dvs. signalerne forstærker hinanden. 

Gastrisk udvidelse og cholecystokinin
Mavesækken har både sensoriske og motoriske nerveceller. De sensoriske nerveceller leder signaler fra sanseorganer til hjernen, mens de motoriske nerveceller leder signaler fra hjernen til det øvrige legeme. Fælles for disse motoriske og sensoriske nerveceller er, at de primært løber i vagusnerven. Når mavevæggen udstrækkes, registrerer sensoriske nerveceller et træk, og de motoriske nerveceller sender et signal til mavesækken om stop af ghrelinfrigivelse. Mangel på ghrelin vil herefter føre til en mæthedsfølelse, så vi stopper med at spise. I tolvfingertarmen, duodenum, spiller cholecystokinin (CCK) også en vigtig rolle i forbindelse med fødeindtag. Cholecystokinin frigives fra celler i tolvfingertarmen som respons på tarmstimulering  fra visse, især fedtholdige, madtyper. CCKs primære rolle er at give mæthedsfornemmelse, hvilket også går gennem vagusnerven, således at CCK og gastrisk udvidelse virker synergisk (forstærker hinandens virkning) til at hæmme fødeindtagelsen (se figur 17).

NAVNFRIGIVES FRAVIRKNING
LeptinFedtcellerne (adipocytterne)Ved højt niveau af leptin i blodet aktiveres det
sympatiske nervesystem, metabolismen øges, og hypothalamus sender signal om at
stoppe fødeindtag. Ved lavt leptinniveau vil metabolismen nedsættes, og
fødeindtaget stimuleres.
GhrelinPrimært fra mavesækken og tolvfingertarmen (duodenum)
men også i små mængder fra bugspytkirtlen, gonaderne, lungerne og hungertarmen
(jejenum)
Ved en tom mavesæk frigives ghrelin. Når
ghrelin-niveauet i blodet er højt, aktiveres receptorer i hypothalamus og
stimulerer fødeindtaget.
Cholecystokinin (CCK)Enteroendokrine celler (producerende celler i
mavetarmkanalen) i slimhinden, i tolvfingertarmen (duodenum) og i hungertarmen
(jejenum)
Når tarmene stimuleres – særligt af fed kost –
frigives CCK, hvis primære funktion er at give et mæthedssignal, som sendes til
hjernen via vagusnerven. CCK virker synergisk med udstrækning af mavevæggen.

 

Men hvordan virker insulinen på vores blodsukkerregulering? Læs mere i næste afsnit.

I ”Fysiologien og anatomien bag diabetes” blev I kort introduceret til bugspytkirtlens sekretion af insulin samt virkningen heraf. Menneskekroppen består af 1014 celler, og om glukose kan komme ind i cellen eller ej, afhænger af hvilken GLUT-transporter cellen har. Der findes i alt 12 forskellige GLUT-transportere hos mennesket. GLUT4-transporteren er afhængig af insulin, og det betyder, at når cellen har en GLUT4-transporter, skal der være insulin til stede, for at cellen kan optage glukosen. GLUT4-transporteren findes primært i tværstribet muskulatur (hjertemuskulatur og skeletmuskulatur) og i fedtvæv. Dvs. at disse væv er afhængige af insulin for at kunne fungere. Men frigivelsen af insulin er mere kompleks end som så og er påvirket af flere mekanismer. Hos et raskt menneske vil blodsukkeret som regel ligge på 4-5 mmol/L efter en nats faste, mens det vil stige efter et måltid. Dog vil det ikke,  selv ved store og sukkerholdige måltider, stige til over 11 mmol/L. Hvis den raske krop registrerer et fald i blodsukkeret på bare 20%, vil insulinfrigivelsen blive sænket markant for altid at undgå hypoglykæmi (for lavt blodsukker). På den måde vil det altså være fødeindtag eller faste, som har den største indflydelse på ændringerne i blodsukkeret hos raske individer. Det er dog ikke kun blodsukkeret, der afgør, hvor meget insulin, der frigives. Det har nemlig også en stor betydning, om glukosen indtages oralt (gennem munden) eller sprøjtes direkte ind i blodet. Hvis glukosen indtages oralt, vil det nemlig medføre en langt højere insulinsekretion, idet inkretiner som fx gastrisk inhibitorisk polypeptid (GIP), glukagonlignende peptid-1 (GLP-1) og CCK udskilles i tarmen ved fødeindtag og forstærker insulinfrigivelsen (se figur 18). Inkretinerne er særligt spændende inden for forskning, da mekanismen kan udnyttes, når der skal udvikles medicin til diabetikere.

Figur 18. Grafen illustrerer, at når en rask person indtager et måltid med glukose, vil blodsukkeret (den grønne graf) stige langsomt. Som respons på dette vil beta-cellerne i bugspytkirtlen frigive insulin, så insulinens koncentration (den røde graf) stiger markant. Hvis glukosen gives ind i blodet, vil insulinen stige en smule men ikke nær så meget, som ved oralt indtag (den punkterede røde graf). Dette skyldes inkretineffekten, som kan udnyttes i medicinalindustrien til udvikling af diabetesmedicin.
Vær opmærksom på, at blodsukkeret i denne figur er opgivet i mg/dL. En lidt forenklet måde at omregne blodsukkeret fra mg/dL til mmol/L er: mmol/l = mg/dL/18
Det maksimale blodsukker i denne figur er ca. 170 mg/dL, hvilket svarer til et blodsukker på ca. 9,4 mmol/L. 

Men hvordan kan glukosen påvirke frigivelsen af insulin i beta-cellen hos det raske individ?

Figur 19. Type 1 diabetiker indtager oral glukose.

De tidligere nævnte hormoner insulin og glukagon, som produceres i og frigives fra bugspytkirtlen, har modsatrettede effekter og har til opgave at hhv. op- og nedregulere blodsukkeret. Når blodsukkeret er højt, fremmer insulin de anabolske processer i muskler, lever og fedtvæv ved at stimulere glykogen-, protein- og fedtsyre-syntese. Samtidig sørger insulin for, at glukose kan transporteres over cellemembranen via GLUT-transportere og dermed både ernære cellerne og sænke blodsukkeret.

Glukagon virker modsatrettet ved at igangsætte glykogenolyse (nedbrydning fra glykogen til glukose), som herefter kan øge blodsukkeret. Desuden stimulerer glukagon glukoneogenesen (nydannelse af glukose) og lipolyse (nedbrydning af fedt til frie fedtsyrer) og skaffer på denne måde tilgængelig energi, ligesom den hæmmer glykolysen (nedbrydning af glukose), så der kan opnås et normalt blodsukker. Ved hele tiden at måle og regulere og derfra frigive hhv. glukagon og insulin, kan kroppen sørge for, at blodsukkeret hverken bliver for højt eller for lavt. Når blodsukkeret stiger, frigives insulin, mens glukagon frigives, når blodsukkeret falder.

Figur 20. Her ses mekanismen bag insulinfrigivelse ved øget blodsukker. Glukose når beta-cellen i bugspytkirtlen via en GLUT2-transporter. Når blodsukkeret stiger, vil øget intracellulært ATP medføre øget calcium-influx i cellen. Den øgede mængde calcium vil påvirke de sekretoriske granula til at frigive insulin fra beta-cellen.

Udover blodsukkeret, som er den vigtigste reguleringsform for insulinudskillelsen, har vi også en hormonal regulering, som bliver udøvet af adrenalin og noradrenalin, der binder til to forskellige receptorer på beta-cellerne. Binding til den ene receptor, alfa-receptoren, hæmmer insulinudskillelsen, mens den anden receptor, beta-receptoren, øger insulinudskillelsen. Alt i alt er alfa-receptorens signal dog stærkest, og resultatet bliver nedsat insulinudskillelse, når vi har store mængder adrenalin og noradrenalin cirkulerende i blodet. Dette er smart, fordi store mængder adrenalin eller noradrenalin hænger sammen med stress i kroppen fx under ”fight og flight”. Når kroppen beredes på at kæmpe eller flygte, og adrenalin og noradrenalin frigives, medfører det mange reaktioner i kroppen. Eksempler på dette er øget pumpefunktion i hjertet, sammentrækning af mindre kar i kroppen, så blodtrykket stiger, og nedbrydning af det brune fedtvæv for at danne varme til kroppen. Alle disse processer kræver naturligvis energi, hvorfor der altså skal frigives glukose og dermed energi.

Det sympatiske og parasympatiske nervesystem
De af kroppens nerveceller, som ikke er en del af hjernen, hjernestammen og rygmarven, kaldes tilsammen det perifere nervesystem. Det perifere nervesystem inddeles i en sensorisk, en motorisk og en autonom del. Det autonome nervesystem (ANS) regulerer de funktioner i kroppen, som for os er ubevidste; fx hjertemuskulaturen, vores indre organer og blodkarrenes sammentrækning eller udvidelse. ANS kan underinddeles i det sympatiske nervesystem, sympatikus, og det parasympatiske nervesystem, parasympatikus. Meget forenklet kan man sige, at sympatikus aktiveres i stresssituationer, hvis vi fx udsættes for fare, det såkaldte ”fight or flight”-respons. På samme måde kan parasympatikus betragtes som ansvarlig for de processer, der foregår i kroppen, når vi hviler, fx fordøjelse, seksuallyst, urinerings- og afføringstrang. En gammel huskeregel til at adskille sympatikus og parasympatikus er ”man pisser og parrer med parasympatikus” (men den skal I nok ikke sige højt til eksamen). Både sympatikus og parasympatikus har receptorer, hvortil ACTH binder. I sympatikus fungerer ACTH som neurotransmitter ved at frigive noradrenalin og adrenalin, der stimulerer de såkaldte adrenerge receptorer i det perifere målvæv for sympatikus. Ligeledes vil ACTH-binding til receptorer i parasympatikus medføre frigivelse af mere ACTH, som stimulerer de muskarinerge receptorer i målorganerne for parasympatikus.

Den modsatte proces finder sted, når ”faren er drevet over”, og kroppen ikke længere er i en stresset tilstand. Når det parasympatiske nervesystem aktiveres, øges insulinudskillelsen igen (hvis ellers blodsukkeret tillader det), og den anabole fase med genopbygning af glykogenlagre genoptages (se figur 21).

Den sidste form for insulinstimulation er de tidligere omtalte inkretiner GIP og GLP-1, som begge udskilles i tyndtarmen efter indtagelse af glukose. De stimulerer insulinfrigivelsen og er altså vigtige medspillere til at regulere insulinmængden i blodet. Hvis den samlede produktion af insulin ikke er tilstrækkelig, og vi ikke er i stand til at optage glukose nok fra blodet, opstår sygdommen diabetes mellitus.

Figur 21. Blodsukkerregulering hos et raskt individ. Hele blodsukkerreguleringen kan hos et raskt individ beskrives som en fintfølende vægt, der hele tiden vil forsøge at opnå balance, så et normalt blodsukker opretholdes. Når blodsukkeret stiger, vil insulin frigives, så cellerne stimuleres til at optage glukose, ligesom leveren vil blive stimuleret til at omdanne glukose til glykogen; såkaldt glykogenese. På den måde, vil blodsukkeret igen blive normalt. Når blodsukkeret falder, vil bugspytkirtlen, pancreas, stimuleres til at frigive glukagon, som får leveren til at omdanne glykogen til glukose; såkaldt glykogenolyse. Når glykogenolysen finder sted, vil glukosen frigives til blodet, og blodsukkeret vil igen blive normalt.

Som tidligere nævnt virker insulin ved at øge de anabolske processer i muskler, lever og fedtvæv, men måden, det sker på i de forskellige væv er lidt forskellig. Helt overordnet sker der det, at insulin binder til insulinreceptorer på leverceller (hepatocytter), muskelceller (myocytter) og fedtceller (adipocytter). Efter insulins binding til insulinreceptoren, vil forskellige intracellulære processer (aktiviteter inde i cellen) igangsættes, alt efter hvilken celle det er. Helt grundlæggende vil insulin øge opbygningen af de forskellige energilagre, vi har i kroppen fx ved at påvirke glukoseoptag og –lagring, så glukose kan opbevares som glykogen. Insulin vil være med til at øge proteinsyntesen, ligesom den samtidig vil hæmme proteolyse, altså nedbrydningen af proteiner. Højt plasmainsulin vil øge dannelsen af triglycerider i leveren, som herefter kan opbevare triglyceriderne eller sende dem gennem blodet til fedt- og muskelvæv, som senere, ved behov, kan oxidere triglyceriderne og dermed frigive energi. Imens plasmainsulinen er høj, er det kulhydraterne, der skal bruges, og lipolyse og lipidoxidation (nedbrydning af fedt) hæmmes derfor.

Men hvad er det helt præcist insulin gør, som er så vigtigt for vores opretholdelse af liv?

Som nævnt tidligere, er det hjerte- og skeletmuskulatur samt fedtceller, der er afhængige af GLUT4-transportere. Tilsammen står disse tre celletyper for ca. 2/3 af alle celler i menneskekroppen, og mens muskelcellerne bl.a. står for vores bevægelse og vejrtrækning, er fedtcellerne vigtige, fordi de kan opbevare vores indtagne energi til senere brug. Et højt insulinniveau i blodet vil medføre binding af et insulinmolekyle til insulinreceptoren i fx en muskelcelle, og det fører til en ændring i den intracellulære del af insulinreceptoren. Herefter sker der en række intracellulære processer, som gør, at mængden af GLUT-transportere opreguleres, og enzymet glykogen synthase kinase inaktiveres, så der dannes mere glykogen i cellen (figur 22).

Figur 22. Figuren viser, hvordan insulin muliggør glukoseoptagelse i fx en muskelcelle. Når insulin binder til insulinreceptoren, ændres dens struktur, og tyrosinkinaserne aktiveres. Tyrosinkinaserne sørger for at aktivere enzymet PI3-kinase, som katalyserer dannelsen af PkB. PkB sender derefter GLUT4-indeholdende vesikler til cellemembranen. Et større antal GLUT4-transportere i membranen øger cellens glukoseoptag og giver dermed cellen energi samtidig med, at den sænker blodsukkeret.

Dybdegående forklaring af insulins virkning
Et højt insulinniveau i blodet vil medføre binding af et insulinmolekyle til insulinreceptoren i fx en muskelcelle, og det fører til en ændring i den intracellulære del af insulinreceptoren. Denne ændring i insulinreceptoren fører til en kaskadereaktion, som starter med aktivering af tyrosinkinaserne. Tyrosinkinaserne kan herefter fosforylere enzymerne MAP-kinase, som igangsætter cellevækst og genekspression, og PI3-kinase, hvis vigtigste funktion er vist i figur 22, nemlig at sende GLUT4-trasportere til cellemembranen. Det sker ved, at enzymet PI3K katalyserer reaktionen:

PIP2 + ATP -> PIP3 + ADP

PIP3 vil herefter aktivere protein kinase B (PkB), som faciliterer vesikelfusion. På denne måde transporteres GLUT4-transportere, som ellers ligger i vesikler i cellen, til cellemembranen, så glukosen kan komme ind i cellen (se figur 22). Ydermere sørger PkB også for inaktivering af glykogen synthase kinase (GSK), så der i sidste ende kan dannes mere glykogen i cellen. Dette hænger sammen med det øgede antal GLUT4-transportere og dermed øget mængde glukose i cellen, som skal oplagres i form af glykogen.

 

Leverceller (hepatocytter)
Ovenstående mekanisme med GLUT4-transportere foregår som sagt i den tværstribede muskulatur og i fedtcellerne, men i levercellerne foregår processen lidt anderledes. Levercellerne har nemlig ikke GLUT4-transportere, som er afhængige af insulin, men i stedet GLUT2-transportere.

Når insulin stiger, tvinges leveren til at optage glukose fra blodet og enten omdanne det til glykogen ved glykogenese eller nedbryde det til pyruvat. Dette stof er en nødvendig byggesten for at kunne opbevare glukose som fedt. Et højt blodsukker vil øge dannelsen af fedt, triglycerider, i leveren. Leveren har herefter to muligheder med det nydannede fedt; den kan enten opbevare triglyceriderne i leveren eller – hvis der er rigtig meget fedt – sende dem gennem blodet til hhv. fedt- og muskelvæv. I fedt- og muskelvæv kan fedtet nedbrydes ved oxidation, så energien kan bruges, hvis der er brug for det. Insulin virker dog også ved at sænke oxidationen af fedt, som normalt frigiver ATP til forbrænding. På den måde tvinger insulin leveren såvel som andre væv til at forbrænde kulhydraterne og nedbringe blodsukkeret.

I har nu lært, hvordan vores fødeindtagelse reguleres ved leptin, som frigives fra fedtcellerne og påvirker hypothalamus. Når leptin er højt, vil det sympatiske nervesystem aktiveres, og fødeindtagelsen hæmmes, mens et lavt leptinniveau vil aktivere det parasympatiske nervesystem og stimulere fødeindtagelsen. I har også lært, at blodsukkeret hos raske individer altid er nogenlunde stabilt, og at dette skyldes en balanceret glukagon- og insulinfrigivelse fra bugspytkirtlen. I ved nu, at oral indtagelse af glukose frem for intravenøs glukose vil få plasmainsulinen til at stige meget mere, fordi inkretinerne GIP, GLP-1 og CCK frigives, når sukkeret indtages gennem munden. Det er vigtigt at huske, når I senere skal læse om lægemiddelindustrien og dens produktion af medicin. Her udnyttes de biologiske processer til at lave den mest optimale medicin. Der findes i alt 12 forskellige GLUT, og I har lært både om GLUT2, som bl.a. findes i bugspytkirtlen og leveren, og om GLUT4, som findes i tværstribet muskulatur (skeletmuskulatur og hjertemuskulatur) samt fedtvæv. Den væsentligste forskel mellem GLUT2 og GLUT4 er, at sidstnævnte er insulinafhængig. Det betyder i praksis, at tværstribet muskulatur og fedtvæv kun kan fungere, når bugspytkirtlens beta-celler producerer og frigiver insulin. Til sidst har I kort fået en forståelse for, hvilke processer der går i gang i lever-, muskel og fedtceller, når plasmainsulinen er høj efter glukoseindtagelse. I ved nu, at kroppen vil udnytte kulhydraterne til at omdanne glukose til glykogen, til at danne triglycerider og til at øge proteinsyntesen, så alle energilagre er fyldte, hvis kroppen senere skulle mangle energi.