Pandemier

Denne underside om pandemier udgør første del af teorien for Biotech Academys materiale om Vacciner og COVID-19.

 

Sygdomme i tidens løb

Nye sygdomme bliver ved med at opstå, og har i århundreder udgjort en stor trussel mod den globale folkesundhed. Omfanget af disse infektionssygdomme har varieret meget. Vi er blevet bedre til at diagnosticere og forebygge infektioner. Det er derfor ikke alle nye sygdomme, der bliver til pandemier. Pandemier er infektionssygdomme, der inficerer mennesker eller dyr over en hel verdensdel, eller hele verden. Pandemier er derfor forskellige fra epidemier, fordi epidemier ”kun” beskriver infektionssygdomme, der rammer mennesker eller dyr indenfor et bestemt område.

 

Verdensomspændende infektionssygdomme er ikke noget nyt fænomen, men har påvirket menneskeheden gennem årtusinder.

Faktaboks: Pandemier gennem tiden

  • Helt tilbage i 1300-tallet var verden præget af pest, som formodes at have slået mellem 25 og 40 millioner mennesker ihjel over 5 år. Det svarer til mere end Skandinaviens nuværende befolkning!
  • År 1817 udbryd den første kolerapandemi fra Indien, som spredte sig hurtigt gennem Asien og videre til Europa. Kolera findes mest hyppigt i urent vand i udviklingslande og giver én så slem diarré, at man bliver dehydreret og, hvis ubehandlet, dør. Årligt dræber kolera stadig 21.000-143.000 mennesker globalt.
  • I sidste halvdel af 1800-tallet var tuberkulose en meget hyppig dødsårsag i industrialiserede lande, bl.a. på grund af dårlige boligforhold. I løbet af 9 år var 14% af alle dødsfald i Danmark forårsaget af sygdommen. Sygdommen er stadig i omløb og på verdensplan dræber den cirka 1,7 millioner mennesker hvert år.
  • I starten af 1900-tallet ramte den spanske syge store dele af verden. Sygdommen blev forårsaget af en meget smitsom influenzavirus og menes at have slået omkring 50 millioner mennesker ihjel over en periode på ca. 2 år.
  • I begyndelsen af det 21. århundrede skete udbruddet af SARS. SARS står for Severe Acute Respatory Syndrome på engelsk, og skyldes også en smitsom coronavirus. Denne sygdom blev opdaget første gang i 2002 i Kina, hvorefter den fortsatte med at sprede sig til over 8.000 mennesker rundt omkring i verden over et års tid. Det estimeres, at omkring 800 døde af SARS i den periode.