Malaria hos gravide

Mange har måske hørt, at det er særlig farligt for gravide at rejse til steder med risiko for malaria. Dette skyldes særligt de mange skadelige virkninger, sygdommen har på både foster og moder. Kvinder, der har været smittet med malaria under graviditeten, har vist tegn på bl.a. forhøjede niveauer af inflammatoriske cytokiner (signalstoffer) og nedsat næringstransport over moderkagen. Cytokiner fører til en øget mængde af makrofager, og begge skadevirkninger har hos førstefødende (primigravide) desværre haft dårlige resultater til følge, som for eksempel maternel anæmi (blodmangel hos moderen) og lav fødselsvægt hos fosteret. Den maternelle anæmi forekommer som følge af den øgede mængde af inficerede røde blodlegemer, hvoraf flere og flere ødelægges, i takt med at parasitten spreder sig. Den lave fødselsvægt hos fosteret forekommer pga. den nedsatte næringstransport over moderkagen. Hvis fosteret ikke får den tilstrækkelige mængde næring under graviditeten, vil det være underernæret ved fødslen og hvis næringstransporten forhindres totalt, vil fosteret omkomme.  

 

Disse symptomer skyldes, at der i primigravide kvinders kroppe pludselig forekommer et nyt organ, moderkagen. Selvom kvinden har udviklet immunitet mod P. falciparum, og altså har antistoffer mod de forskellige Plasmodium falciparum Erytrocyt Membrane Protein 1 (PfEMP1), kan parasitten stadig sætte sig fast og derved undgå ødelæggelse i milten. Dette forekommer ved, at gravide bliver smittet med P. falciparum, som under graviditeten udtrykker et særligt var-gen, kaldet VAR2CSA. Det har vist sig, at dette gen koder for en variant af PfEMP1, som har særlig høj bindingsaffinitet for et sukkermolekyle kaldet CSA. CSA findes i hele kroppen, men forekommer i en særlig variant i moderkagen.

PfEMP1 på overfladen af de inficerede røde blodlegemer binder sig så til syncytiotrofoblasterne (se figur 7) i moderkagen og undgår således ødelæggelse i milten, hvorved vækst og deling pludselig bliver mulig.

Hvis den gravide kvinde har udviklet immunitet over for P. falciparum, har parasitten ikke kunnet udstille et PfEMP1, som passede til de omgivende endothelceller, uden at blive detekteret af immunsystemet. En binding der ellers kunne sikre parasittens overlevelse.

Men da der nu er en ny type væv (moderkagen) og ingen antistoffer mod den dertil matchende PfEMP1, kan parasitten ved at udstille den nye PfEMP1 på de røde blodcellers overflade, binde til moderkagevævet, overleve og dele sig.

Den særlige CSA findes kun i moderkagens væv, og derfor har primigravide endnu ikke kunnet udvikle immunitet over for den dertil bindende PfEMP1. Hos multigravide har der derimod været langt bedre resultater, hvis de under graviditeten er blevet smittet med malaria. I langt de fleste tilfælde har deres immunsystem nemlig været i stand til at bekæmpe infektionen, da de tidligere har haft mulighed for at danne antistoffer mod den ellers nye variant af PfEMP1.

 

Figur 7: Overførslen mellem moderblod og fosterblod af næringsstoffer (arterier) og af affaldsstoffer (vener) med illustration af cellelaget i moderkagen som de inficerede røde blodlegemer binder til vha. VAR2CSA.

 

 

Konsekvenserne af dette kan være fatale for både barn og moder. Idet parasitterne sætter sig ved kontakten mellem mor og barn, nedsættes transporten af næring til fosteret, hvilket kan medføre nedsat fødselsvægt eller i sidste ende spontane aborter. Ifølge WHO dør der årligt 20.000 kvinder og 200.000 børn som følge af graviditetsmalaria.

Det er altså af højeste prioritet at finde en måde at give kvinderne immunitet over for dette overfladeprotein, så deres kroppe kan angribe parasitten og forhindre de ødelæggende konsekvenser af sygdommen.

Dette er både forsøgt opfyldt gennem behandlinger med malariamedicin, men det bedste våben i kampen mod malaria er vacciner. Og en vaccine, der passer til netop dette overfladeprotein, VAR2CSA, er, hvad Ali Salanti og hans forskerhold på CMP ved Københavns Universitet arbejder på at skabe (for yderligere information se fanen “Vacciner”).