Præstationsevne
Ved at forberede kroppen rigtigt, kan man forbedre sin præstationsevne til en sportsbegivenhed. Ved alle former for træning er det vigtigt at forberede kroppen godt inden, da man derved kan få mere ud af træningen.
Opvarmningens betydning
Når man forbrænder energi, udvikles der også varme. Det svarer til, at en motor bliver varm, når den forbrænder benzin. Når vi begynder at være aktive, vil temperaturen stige inde i musklerne, hvor der forbrændes meget energi. Temperaturen når dog sjældent meget over 39oC.
Kroppen holder temperaturen konstant ved at afgive varme på forskellige måder. Bl.a. kommer kroppen af med varme ved at svede. Der skal bruges energi for at fordampe sveden. Der forsvinder derfor energi fra kroppen, når sveden fordamper.
En anden gevinst ved opvarmning er, at mange af kroppens enzymer virker bedre, når temperaturen er omkring 39 oC end ved 37 oC, som er kroppens normale temperatur.
Vand
Vand er også vigtig. Størstedelen, 60 – 70%, af menneskets krop består af vand. Det er vigtigt, at kroppen har den rigtige vandbalance. En god vandbalance har nemlig betydning for at transporten af molekyler igennem membraner forløber hensigtsmæssigt. Kroppen bruger særligt meget vand, når vi sveder ved fysisk aktivitet. Derfor er behovet for at drikke vand større, når man har en høj fysisk aktivitet.
Kulhydrater
Som forberedelse til en sportsbegivenhed er det godt at have opbygget et relativt højt og stabilt blodsukker i en periode inden, så kroppen har et lager af energi den kan forbrænde hurtigt. Det er derfor godt at spise kulhydrater inden en sportsbegivenhed, så man får opbygget et relativt højt blodsukker.
Dog er det ikke godt at drikke en cola to timer inden en sportsbegivenhed. Som vi også så i afsnittet om kost,giver cola hurtigt et meget højt blodsukker. Til gengæld falder blodsukkeret også rigtig hurtigt igen. Drikker man en cola, vil blodsukkeret nå at blive meget lavt bare to timer senere.
Fedt
Fedt er en langsom kilde til energi. Når man skal præstere til en sportsbegivenhed, skal man forbrænde meget energi på kort tid. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at basere sin kost på fedt lige inden en sportsbegivenhed.
Vitaminer og mineraler
For at kunne præstere optimalt til en sportsbegivenhed er det vigtigt, at kroppens stofskifte virker. Derfor er det også vigtigt i forbindelse med en forbedring af præstationsevnen, at man får tilstrækkeligt med vitaminer og mineraler.