Den sunde krop

Hvad er den sunde krop?

Ifølge WHO’s rapport Primary Health Care fra 1978, er sundhed ”en tilstand af fuldkommen fysisk, psykisk og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og gener”. Denne definition af sundhed er uopnåelig i sin fuldkommenhed. Den hentyder dog til, at sundhed indebærer mange aspekter bl.a. fysisk og socialt velvære. Et klart og entydigt svar på, hvad sundhed er, findes ikke.

En ting er sikkert, man kan påvirke kroppens funktioner og udseende på mange måder igennem kost og motion. Får man ikke den rigtige kost, virker kroppen ikke, og igennem motion kan man forbedre kroppens egenskaber, fysisk såvel som mentalt.

Motion er generelt en god ting for kroppen. Mange undersøgelser tyder på, at motion medfører, at man bliver gladere, at man lever længere, at man bliver bedre til at koncentrere sig og så videre. Hvordan træner man så bedst? Er formålet en generel sundhed, er der i bund og grund ikke noget svar på dette spørgsmål. At holde kroppen sund igennem fysisk aktivitet, er nemmest, hvis man træner noget, man synes er sjovt. Om yoga eller fodbold er den bedste måde at holde kroppen aktiv på, er forskelligt fra person til person.

For at forbedre kroppens egenskaber, må man være bevidst om, hvad man ønsker at påvirke. Der er nemlig stor forskel på, hvad man skal spise, hvis man ønsker at forbedre sin koncentrationsevne, eller hvis man ønsker at tabe sig.

Koncentrationsevne

Evnen til at koncentrere sig kan påvirkes af kost og motion. Først og fremmest er det vigtigt, at stofskiftet virker som det skal.

For at man kan koncentrere sig om noget, er det vigtigt, at kroppens enzymer fungerer hensigtsmæssigt. Det er derfor af stor betydning, at man får de rigtige vitaminer og mineraler.

Det kræver energi at koncentrere sig. Derfor har kroppens energiomsætning indflydelse på kroppens koncentrationsevne. Et stabilt blodsukker er vigtigt for, at kroppens koncentrationsevne er optimal. Spiser man mange kulhydrater, er der svært at holde sit blodsukker stabilt. Nogle kulhydrater får hurtigt blodsukkeret til at stige, men blodsukkeret falder også hurtigt igen, da kulhydrater forbrænder på kort tid. Det betyder, at der er stor forskel på, hvor højt dit blodsukker er selv over korte perioder.

Der er forskel på kulhydrater. Nogle kulhydrater er hurtigere at nedbryde end andre. Sukker fra eksempelvis cola kan kroppen optage og forbrænde meget hurtigt. Man får derfor meget store udsving i sit blodsukker, hvis man drikker en cola. Kulhydrater fra groft brød kan kroppen ikke optage lige så hurtigt, og udsvingene i blodsukkeret er derfor ikke lige så store, når man spiser rugbrød, som når man drikker en cola.

For at holde et stabilt blodsukker bør man spise energiholdig mad, som ikke giver store udsving i blodsukkeret.

Fedtforbrænding

Ønsker man at tabe sig, er det ikke hensigtsmæssigt at have et stabilt højt blodsukker. Hvis kroppen hele tiden har adgang til relativt store mængder sukker, vil den bruge sukkeret som energikilde i stedet for at forbrænde fedt, da sukkerforbrændingen sker inden fedtforbrændingen.

Fedtforbrændingen er relativ høj når blodsukkeret er lavt. Det sker i forbindelse med lange søvnperioder og efter træning, hvor man har forbrændt store mængder kulhydrater.

At tabe sig drejer sig om et energiregnestykke, der skal gå op. I bund og grund taber man sig, hvis man forbrænder mere energi, end man indtager gennem kosten.