Enzymer i industrien
Dette afsnit er det femte i Biotech Academys serie om enzymer til folkeskolen.
Enzymer bliver ikke kun brugt i naturen, de bliver også brugt i industrien. Rigtig mange af de produkter vi bruger hver eneste dag, indeholder enzymer eller er blevet produceret ved hjælp af enzymer. Der er enzymer i vaskepulver, der fjerner pletter fra tøjet og gør, at man kan vaske tøjet ved for eksempel 30° C i stedet for ved 60⁰ C og på den måde spare energi. Det er også enzymer i juice, der gør at juicen ikke er grumset, der er enzymer, der gør, at tandpastaen virker bedre, og der er enzymer, der gør det muligt at lave kloning og genmodificering.
Enzymer har nogle helt særlige egenskaber, der gør, at de er rigtig gode til at blive anvendt i industrien. En af disse egenskaber er, at de er meget specifikke. Det betyder, at man kun får de produkter ud af reaktionerne, som man gerne vil have og ikke en masse biprodukter. Dette er meget vigtigt, når man producerer medicin, idet medicinen skal binde specifikt til enzymet for at have en effekt. Her kan bare en lille ændring i medicinmolekylet få store konsekvenser for virkningen af medicinen (se thalidomid længere nede).
Mange produkter, der tidligere blev produceret ved hjælp af kemikalier, bliver i dag produceret ved hjælp af enzymer (se Denimax længere nede). Når man anvender kemikalier, foregår det ofte ved høje temperaturer og mange af de kemikalier, der bliver brugt, er skadelige for miljøet. Med enzymer kan man sænke temperaturen, spare på energi og vand samt bruge færre kemikalier. Derudover kan enzymer bruges rigtig mange gange, før de går i stykker. Alt dette gør at produktion med enzymer bliver både mere miljøvenlig og billigere end traditionel produktion med kemikalier.
Thalidomid
Denne form for medicin blev i 1950’erne brugt mod morgenkvalme hos gravide kvinder. Medicinen indeholder to stoffer, der er spejlbilleder af hinanden (se figur 10). De to stoffer er derfor næsten ens, men dog forskellige. Det ene stof virkede som det skulle mod morgenkvalmen, mens det andet stof gjorde, at fostrene blev skadede og børnene fik derfor alvorlige deformationer. En lille ændring i et stof kan altså have en stor effekt på dets virkning i kroppen.