Til daglig er det nok de færreste, der tænker over, hvor stor betydning det har for ens livskvalitet, at man har et velfungerende hjerte, eller hvor mange udfordringer det skaber, hvis man døjer med nyreproblemer. Men for dem, der tidligere har været syge og har fået nye raske organer, er det nok en anden sag. I 2022 fik 338 danskere et nyt organ ved en operation kaldet en organtransplantation. At få et nyt organ kan redde liv eller forbedre livet for dem, der ellers ville være uhelbredeligt syge. Men hvordan fungerer det egentlig, når en person får transplanteret et organ? I dette delemne skal vi sammen kigge på forskellige trin i processen for en organtransplantation. Vi ser blandt andet på hvilke krav, der er til personer, der skal have foretaget organtransplantationen, hvordan den rigtige organdonor findes, samt hvilken rolle immunforsvaret spiller, når vi taler om organtransplantationer.

I forløbet skal vi desuden møde Camilla, der selv har modtaget både bugspytkirtel, lever og dele af tarmen, da hun var 5 år og igen, da hun var 21 år. Hun fortæller hele sin historie, når vi skal lære om organtransplantation. Kom med!

Se Camilla fortælle sin historie om sygdom, livet på venteliste og som organtransplanteret her:

Mød Camilla.

Camilla er 22 år og er ved at tage en overbygning til HF. Til januar skal hun på højskole, og hun er nu ved at søge et nyt job. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Camilla var helt ligesom andre unge. Men dette er ikke hele sandheden. Camilla har to gange i sit liv fået organtransplantation – da hun var 5 år og igen, da hun var 21 år. Hun blev født med en tarmsygdom Morbus Hirschsprungs, der gjorde, at hun ikke kunne nedbryde og optage næringsstofferne fra den mad, som hun spiste. Hvis Camilla spiste almindelig mad, ville maden nemlig ophobe sig i tarmene, fordi maden ved denne tilstand ikke kan bevæge sig ordentligt igennem tarmene. Derfor fik hun fjernet størstedelen af sit tarmsystem som baby og fik herefter en special flydende kost igennem et drop de første år af sit liv. Det var netop denne kost, der belastede hendes lever så meget, at den til sidst ikke kunne fungere korrekt. Da hun var 5 år, fik hun derfor transplanteret både tyndtarm, lever og bugspytkirtel – en operation, som hun fik udført i England efter 7 uger på venteliste. Operationen blev lavet i England, da denne type organtransplantation er meget sjælden og kræver særlig ekspertise. Selvom problemet var hendes lever og tarme, fik hun også transplanteret bugspytkirtlen, fordi det giver bedre resultater, når den medtransplanteres.

Da Camilla var 9 år, blev en komplikation fra operationen opdaget, og lægerne blev nødt til at operere igen. Operationen gjorde, at hendes lever blev mere modtagelig over for infektioner. For at hæmme indtrængende bakterier tog Camilla herefter antibiotika fast, men hun var alligevel indlagt på hospitalet med infektioner af mange omgange. I august 2019 var hun til en kontrol på hospitalet, hvor det viste sig, at hun havde høje levertal. Det betød, at Camillas lever ikke længere fungerede godt nok.

Det blev starten på lange 3 år, før hun fik transplanteret lever, bugspytkirtel og tarm på ny i juli 2022. I den første periode af ventetiden døjede hun med voldsomme infektioner i leveren, kraftige blødninger og isolering i cirka 1 år under COVID-19. I 2022 gennemførte hun sin HF og fik endelig et opkald fra England d. 26. juli 2022 om, at de havde fundet et match til hende.

I dag lever Camilla næsten et helt normalt liv og er en del af Vilslevgruppen, der arbejder for at skabe fællesskaber og gode oplevelser for unge, der står på venteliste til eller har fået en organtransplantation.

Faktaboks 1: Hvad kan man donere?

I Danmark kan man donere lunger, hjerte, lever, nyrerne, hud, hornhinder, bugspytkirtel og tyndtarm, som du kan se på Figur 1. Igennem tiden er mange andre organer blevet doneret, f.eks. er der flere steder i verden blevet lavet både ansigtstransplantationer og arm- eller håndtransplantationer. Den første ansigtstransplantation blev udført i Frankrig i 2005.

Udover de viste organer kan man også donere blod og knoglemarv. Det er specielle celler inde i knoglemarven, der sørger for, at der bliver produceret hvide og røde blodceller samt blodplader. Hvis man har en blodsygdom, kan det være nødvendigt at få en knoglemarvstransplantation, så kroppen stadig kan danne alle blodceller.

Figur 1 viser hvilke organer man kan donere i Danmark.

 

Hvornår skal man have en organtransplantation?

Processen for en organtransplantation starter med, at lægerne opdager et behov for, at du skal have et nyt organ. Det kan være, at du har været syg gennem længere tid eller er født med en sygdom, der ikke kan kureres. For Camilla var det den medfødte tarmsygdom, Morbus Hirschsprung, der blev grunden til hendes organtransplantation. Tarmsygdommen medførte, at Camilla ikke selv kunne nedbryde mad og optage næringsstoffer herfra. Dette var medvirkende til, at hun fik fjernet store dele af hendes tarm kort efter, at hun blev født. Efter flere år på flydende kost gennem et drop blev det nødvendigt for Camilla at få en ny lever, tarm og bugspytkirtel.

Organtransplantation bliver først overvejet, når alle andre behandlingsmetoder er blevet forsøgt uden en forbedring i sygdommen. Dette skyldes, at det ofte er en meget kompliceret proces at modtage et nyt organ; de fleste organtransplantationer indebærer en krævende operation, og det tager lang tid for kroppen at komme sig herefter. I Camillas tilfælde var hun indlagt i 5 måneder efter sin første transplantation.

Da det tager lang tid at komme sig efter en organtransplantation, er det også en vigtig faktor at vurdere, om patienten er rask nok til at overleve transplantationen. Efter operationen skal patienten gennemgå både genoptræning og en del medicinering, som kroppen skal kunne klare. For at være egnet til organtransplantation skal man derfor både være syg nok til at have behov for et nyt organ samt frisk nok til at kunne klare operationen. Af samme grund må man som modtager af et organ ikke have en længerevarende infektion eller andre alvorlige sygdomme, da det sænker sandsynligheden for en succesfuld transplantation.

Figur 2 viser hvilke krav, der er til at komme på ventelisten til organtransplantation.

Når man er kommet på ventelisten

Når det er bestemt, at man skal have et nyt organ, skal man på venteliste. Prioriteringen af patienter på ventelisten er meget kompliceret, og en patients plads på listen bliver blandt andet bestemt efter, hvor kritisk patientens tilstand er, og hvor gode overlevelsesmulighederne er. Der er altså ikke tale om en reel venteliste, hvor man rykker op, indtil man står som nummer 1 på listen. Der står altid mange på ventelisten, da der ikke er nok organdonorer til at dække behovet. I udgangen af 2022 stod der f.eks. 460 danskere på venteliste til et nyt organ.

Det er meget forskelligt, hvor længe man står på venteliste. Camilla ventede kun 7 uger første gang. Da Camilla er 18 år, kommer hun på venteliste for anden gang, fordi hendes lever er blevet ødelagt efter mange blødninger og infektioner. Denne gang måtte hun vente i næsten 3 år! I årene mens hun venter, kan hun ikke spise almindeligt, og hun ender faktisk med at få flydende kost gennem drop igen.

Det er aldrig til at vide, hvor længe man skal vente, netop fordi det kræver, at der kommer et organ med præcist match til dig. Men hvad betyder det egentlig, at et organ skal matche dig?

Et matchende organ

Når man skal have et nyt organ, er der mange faktorer, man skal kigge på. Selvom et hjerte måske ligner ethvert andet hjerte, og en lever ligner en lever, er der usynlige faktorer, der gør, at det er langt fra alle organer, der ville kunne passe ind i lige præcis din krop, se Figur 3. I dette afsnit skal vi kigge på 3 faktorer, der bestemmer, om organet er et match, nemlig størrelsen på organet, blodtype, og til sidst går vi i dybden med vævstypers afgørende rolle for organtransplantation.

Figur 3 viser tre vigtige faktorer for organtransplantationer, nemlig organets størrelse, blodtype og vævstype. På denne figur kigger vi på hjertet, men principperne gælder for alle organer. Til venstre på figuren ser vi, at hjertets størrelse er en vigtig faktor for, om der er et match mellem organdonor og organmodtager. Som du nok kan se, kan man ikke få plads til en voksen persons hjerte i et lille barn. Til højre ser vi to hjerter, der umiddelbart ser ens ud, men når man zoomer helt ind på de enkelte hjerteceller, viser det sig, at de ikke er ens. Det skyldes to årsager. Den første årsag er, at der ligesom på kroppens blodceller kan sidde forskellige antigener på organets celler (blodtype). Den anden årsag er, at der derudover sidder nogle molekyler på cellerne, kaldet MHC-molekyler, der ikke er de samme for to mennesker. Det vises på figuren ved, at MHC-molekylerne har forskellige farver.

 

Noget af det første og måske mest åbenlyse, man kigger på, er, hvorvidt organets størrelse passer til patientens krop. Du kan nok godt forestille dig, hvor svært det ville være at gøre plads til en voksen persons hjerte i et barns brystkasse, se Figur 3. Størrelsen på organet er både vigtigt, fordi der fysisk skal være plads til organet i kroppen, og derudover er det også vigtigt, at alle blodårer kan blive forbundet mellem donororganet og patienten.

Den næste faktor, der er vigtig i forhold til organdonation, er blodtyper. Du har måske hørt om blodtyper før, og ellers kan du læse om blodtyper i afsnittet her. Ved organdonation skal donor og modtager have samme blodtype, præcis ligesom når man donerer blod. Det skyldes, at de samme antigener, der sidder på vores blodceller, faktisk sidder på alle celler, vi har i kroppen, se Figur 3.

Betydningen af vævstyper

Ligesom alle personer har en bestemt blodtype, der skal matche, findes der også et endnu mere kompliceret system, der bestemmer personers vævstype. Dette system sidder på overfladen af kroppens celler. Systemet består af molekyler kaldet for MHC, som er en forkortelse for major histocompatibility complex. Puha, det er alligevel et lidt svært begreb – lad os prøve at se, om vi alligevel kan forstå, hvad det betyder: histo betyder væv, og compatibility betyder, om to ting passer sammen. MHC-molekylerne har fået dette navn, fordi læger tilbage i 1950´erne fandt ud af, at netop disse molekyler har stor betydning for, om to vævstyper, altså organer fra to forskellige personer, kan passe sammen. Navnet siger derimod ikke noget om MHC-molekylets biologiske funktion. På figur 5 kan du se, hvordan et MHC-molekyle ser ud.

Figur 4 viser, hvordan et MHC-molekyle ser ud. MHC-molekylet sidder fast på overfladen af cellen. Ude for enden af molekylet er der en fordybning, hvor MHC-molekylet kan binde et antigen. Fordybningen kaldes en bindingslomme.

 

Lad os dykke ned i, hvad funktionen af MHC-molekylerne er. MHC-molekylerne er en del af kroppens immunforsvar, og de sidder på overfladen af mange af kroppens celler. Immunforsvaret overvåger hele tiden alle kroppens celler for at sikre, at der ikke er nogen farlige fremmede ting i kroppen som bakterier eller virusser. Spørgsmålet er, hvordan immunforsvaret ved, hvad der sker inde i cellerne. Svaret er, at det bruger MHC-molekyler! Cellen viser nemlig små beskeder til immunforsvaret om det indre miljø i cellen via MHC-molekyler.

Det foregår ved, at der inde i alle celler hele tiden bliver lavet stikprøvekontrol af de forskellige proteiner og komponenter, der er til stede i cellen. Lad os sige, at et tilfældigt protein inde i en celle bliver nedbrudt til små proteindele og undersøgt. De små proteindele kaldes nu for Antigener. Cellen kan ikke selv undersøge om, det er kroppens eget protein eller f.eks. en virus, den er blevet inficeret med. Det er kun immunforsvaret, der kan undersøge dette! For at undersøge, hvad den har fundet, kommer antigenet over til et MHC-molekyle som en lille besked til immunforsvaret. Antigenet bliver bundet til en fordybning i MHC-molekylets struktur, kaldet en bindingslomme, se Figur 5. Herfra kan immunceller, kaldet T-celler, binde til MHC-molekyler på kroppens celler og undersøge, om antigenerne er fremmede eller stammer fra kroppen selv. På Figur 6 kan du se, hvordan proteiner i celler undersøges ved hjælp af MHC-molekyler og T-celler.

Faktaboks 2. MHC-molekyler eller HLA?

Begrebet MHC gælder for alle dyr. Det specifikke vævstypesystem hos os mennesker kaldes for human leukocyt antigen, som forkortes HLA. I dette teoriafsnit bruges begrebet MHC, men det er altså det samme som HLA.

Figur 5 viser en helt almindelig celle i kroppen. Inde i cellen er der både mange forskellige proteiner, men der gemmer sig også en virus, der har angrebet cellen. Når cellen er blevet angrebet af en virus, bliver man syg. På overfladen af cellen sidder der flere MHC-molekyler, der viser antigener frem for alle de forskellige af cellens egne proteiner samt fra virussen. T-cellen binder til alle MHC-molekylerne og afgør, om antigenet stammer fra cellens egne proteiner eller fra en virus.

 

Du kan prøve at forestille dig en fest, hvor du kun må komme ind, hvis du er fået en invitation. Her kan vi se alle gæsterne til festen som kroppens antigener. Dørmanden til festen har fået en mistanke om, at der er sluppet nogle uinviterede gæster ind. Derfor går dørmanden nu rundt og undersøger, om alle gæster til festen er på gæstelisten. Langt de fleste gæster har fået en invitation, og de får bare lov til at feste videre. På samme måde sker der ingenting, når MHC-molekylerne og T-cellerne undersøger kroppens egne proteiner. En gang i mellem finder dørmanden til gengæld en gæst uden invitation, og denne fremmede gæst bliver smidt ud. På samme måde reagerer T-cellerne også først, når de finder et fremmed antigen.

Når T-cellen finder et fremmed antigen f.eks. fra en virus, vil flere dele af immunforsvaret blive aktiveret. For det første vil T-dræberceller begynde at dræbe de celler, der er angrebet af virussen. For det andet bliver T-hjælperceller aktiverede. De hjælper med at tilkalde flere immunceller til at bekæmpe virussen.  Derudover igangsætter T-hjælpercellerne en reaktion, der ender med, at plasmaceller producerer antistoffer mod virussen. Plasmaceller er en bestemt type af immunceller, der er specialiserede til at lave antistoffer. Du kan se immunforsvarets reaktion på Figur 7.

 Figur 6 viser, hvordan immunforsvaret reagerer, når T-celler finder fremmede antigener f.eks. fra en virus. Det første, der sker er, at (1) en virus bliver nedbrudt til antigener, hvorefter (2) antigenerne fremvises på et MHC-molekyle. (3) Herefter binder en T-celle til MHC-molekylet og opdager virus-antigenet. Dette igangsætter en immunrespons, hvor T-dræberceller dræber de celler, der er blevet angrebet af virussen, og T-hjælperceller aktiveres. En aktiveret T-hjælpercelle vil både få plasmaceller til at producere antistoffer mod virussen og tilkalde flere immunceller, der kan bekæmpe virussen.

 

Umuligt at finde et 100% match

Alle har cirka 12 forskellige typer af MHC-molekyler på deres celler. Du kan forestille dig, at hver celle har 12 typer af MHC-molekyler, der alle har hver deres farve. Det er altså de 12 molekyler, der gerne skal matche med det organ, som du får transplanteret. Udfordringen er, at der findes helt utrolig mange forskellige versioner af MHC-molekyler. Problemet bliver endnu værre, fordi man kan kombinere disse på mange måder. Det er lidt ligesom, hvis du skal sætte et outfit sammen af tre stykker tøj, et par bukser, en bluse og en jakke. Ideen bag hvert af de tre stykker tøj er ens, men der findes bare utrolig mange slags af hvert stykke tøj. Og for at der er et match, skal to personers outfit altså være så ens som muligt. Det er svært fordi, der jo både findes røde bukser, stribede bukser, cowboybukser og så videre. Det estimeres, at der er over 12 tusind forskellige slags menneskelige MHC-molekyler.

Faktaboks 3. Hvorfor findes der så mange forskellige MHC-molekyler?

Det, at der findes flere forskellige versioner af hvert slags MHC-molekyle, betyder, at de ikke ser helt ens ud. Der kan være små forskelle på deres form og struktur. Disse forskelle giver også MHC-molekylerne forskellige egenskaber. Et enkelt MHC-molekyle kan nemlig ikke binde til alle de antigener, der findes i verden. Hvis dine MHC-molekyler ikke kan binde til et bestemt antigen fra en virus, bliver det sværere for dig at bekæmpe virussen. Det gør, at du måske ikke er lige så god til at bekæmpe virussen som din klassekammerat. På grund af de mange forskellige MHC-molekyler i verden vil der til gengæld altid være nogle mennesker på jorden, der har det rette MHC-molekyle. På den måde er den store variation i MHC-molekylerne altså med til at sikre menneskehedens overlevelse. Man siger, at det fra et evolutionært perspektiv er en fordel for mennesket som art at have mange forskellige versioner af MHC-molekyler.

 

De mange mulige kombinationer af MHC-molekyler gør det umuligt at finde to personer, der har præcis den samme kombination af MHC-molekyler lige med undtagelsen af enæggede tvillinger. Ofte transplanteres organer, selvom der ikke er et fuldt match. Dette skyldes, at man kan nedsætte immunsystemets reaktion med den rette medicinering. Men hvordan ville immunforsvaret reagere mod et organ, der ikke er fuldt match uden denne medicinering?

Efter at have fået et nyt organ vil kroppen hurtigt opdage, at der er kommet et fremmed stykke væv ind i kroppen. Dette sker, når T-cellerne binder som normalt til MHC-molekylerne på det nye organ og opdager, at der er tale om fremmede MHC-molekyler, fordi de ikke kan genkende dem, se Figur 8. Det er lidt ligesom, hvis du siger hej til en ven på gaden men så opdager, at du ikke kender vedkommende alligevel, men at han/hun blot ligner din ven. Når T-cellerne finder fremmede MHC-molekyler, begynder T-dræbercellerne at dræbe cellerne i det donerede organ. Derudover begynder plasmaceller at producere antistoffer mod organets MHC-molekyler. Antistofferne vil binde til alle cellerne i det nye organ og vise resten af immunforsvaret, at cellerne skal dræbes. Hvis immunforsvaret reagerer mod transplanterede organer, kaldes det, at kroppen afstøder organet.

Figur 7 viser, hvordan T-celler finder MHC-molekyler på transplanterede organer, som den ikke kan genkende, fordi MHC-molekylet er anderledes end kroppens egne.

 

 

De mange mulige kombinationer af MHC-molekyler gør det umuligt at finde to personer, der har præcis den samme kombination af MHC-molekyler lige med undtagelsen af enæggede tvillinger. Ofte transplanteres organer, selvom der ikke er et fuldt match. Dette skyldes, at man kan nedsætte immunsystemets reaktion med den rette medicinering. Men hvordan ville immunforsvaret reagere mod et organ, der ikke er fuldt match uden denne medicinering?

Efter at have fået et nyt organ vil kroppen hurtigt opdage, at der er kommet et fremmed stykke væv ind i kroppen. Dette sker, når T-cellerne binder som normalt til MHC-molekylerne på det nye organ og opdager, at der er tale om fremmede MHC-molekyler, fordi de ikke kan genkende dem, se Figur 8. Det er lidt ligesom, hvis du siger hej til en ven på gaden men så opdager, at du ikke kender vedkommende alligevel, men at han/hun blot ligner din ven. Når T-cellerne finder fremmede MHC-molekyler, begynder T-dræbercellerne at dræbe cellerne i det donerede organ. Derudover begynder plasmaceller at producere antistoffer mod organets MHC-molekyler. Antistofferne vil binde til alle cellerne i det nye organ og vise resten af immunforsvaret, at cellerne skal dræbes. Hvis immunforsvaret reagerer mod transplanterede organer, kaldes det, at kroppen afstøder organet.

Hvor kommer donororganet fra?

Lad os vende tilbage til Camillas historie. I juli 2022 får Camilla endelig det opkald, som hun snart har ventet på i 3 år. Lægerne har fundet et match til hende, og hun skal nu have transplanteret lever, bugspytkirtel og tarme på ny. Organerne får hun fra en organdonor, men hvad er en organdonor egentlig? Der findes to forskellige slags organdonorer. Den ene er en levende donor, der kan give en enkelt nyre til for eksempel et familiemedlem. Man kan nemlig godt overleve med kun en nyre. Den anden slags donor er en anonym patient, der er blevet erklæret hjernedød.

Og hvad vil det så sige at være hjernedød? Når man er hjernedød, betyder det, at hjernen er stoppet med at virke – og at den aldrig vil komme til at virke igen. Der kommer nemlig hverken blod eller ilt til hjernen. Hjertet kan holdes kunstigt i gang ved hjælp af en respirator, så kroppens organer kan få ilt og på den måde bruges til organdonation. Hvis først hjertet er stoppet med at slå, kan organerne altså ikke bruges til organdonation, da de tager skade af iltmangel. Undtagelsen er, at hornhinder også kan doneres fra patienter, der er hjertedøde.

I Danmark kan alle over 15 år registrere sig som organdonor. Derudover kan man også vælge, at man ikke har lyst til at være organdonor. Hvis man ikke har taget et aktivt valg om, hvorvidt man vil være organdonor eller ej, er det familiens valg i tilfældet af, at man er ude for en ulykke. Hvis man har meldt sig som organdonor, vil familien stadig blive spurgt, om de er okay med, at dine organer bliver doneret i tilfælde af, at du bliver erklæret hjernedød. Du kan tage stilling til, om du vil være organdonor her.

Livet efter organtransplantation

Den 26. juli 2022 fik Camilla nye organer – og en ny chance for et normalt liv. Hun vågnede allerede et par timer efter operationen, der varede hele 21 timer. Allerede idet, hun vågnede, kunne hun mærke, at hendes krop føltes anderledes med de nye organer.

Operationen var vellykket, og der var ikke tegn på, at kroppen var ved at afstøde de nye organer. I dag er det over et år siden hendes operation, og hun har stadig ikke dannet antistoffer mod de nye organer. På grund af hendes nye organer kan Camilla spise helt almindeligt igen. Dagligt tager hun flere typer af forebyggende medicin, der virker ved at gøre immunforsvaret svagere. På den måde undgås det, at immunforsvaret reagerer mod de transplanterede organer, som det ellers normalt ville gøre. En af de piller, som hun tager, virker ved at hæmme produktionen af T-dræbercellerne, der ellers ville dræbe organets celler, som det ses på Figur 8. Efter en organtransplantation skal man tage denne slags medicin resten af sit liv. Medicinen kaldes immundæmpende medicin, fordi den dæmper immunforsvaret.

Der er dog en ulempe ved immundæmpende medicin, og det er, at ens immunforsvar bliver slået helt i bund. Man kan nemlig ikke kun slukke for den del af immunforsvaret, der reagerer mod de nye organer. Derfor bliver man meget mere modtagelig over for infektioner og andre sygdomme, så selv en forkølelse kan slå én helt ud.

Camilla har heldigvis ikke været meget præget af sygdom, selvom hun tager medicin, der undertrykker hendes immunforsvar. Dog fik hun et hårdt sygdomsforløb med COVID-19 et par måneder efter operationen.

Fremtidsudsigterne som organtransplanteret

I dag lever Camilla næsten et helt normalt liv og skal snart på højskole. Men hvordan, fremtiden bliver, er ikke til at vide, fordi transplanterede organer nemlig ikke kan holde for evigt. Dette skyldes blandt andet, at organerne kan blive medtaget under transplantationen. Derudover er medicinen, der holder immunforsvaret nede, hård for kroppen og for det transplanterede organ, hvilket øger risikoen for infektioner. En tredje medvirkende årsag er, at kroppens immunforsvar med tiden godt kan begynde at danne antistoffer mod det transplanterede organ på trods af medicinen.  En transplanteret nyre kan for eksempel cirka holde sig i 12-16 år, hvor transplanterede lunger kun gennemsnitligt virker i 5-7 år efter operationen. Camilla har ikke fået noget at vide af lægerne om hendes fremtidsudsigter – og hun vil faktisk heller ikke vide det. Hun forklarer, at hun er blevet god til at leve i og fokusere på nuet, og at det vigtigste er, at hendes liv er godt lige nu. Samtidig er der måske slet ikke et godt svar på, hvor længe de nye organer kan holde, fordi hendes type organtransplantation er så sjælden.

Forskning og fremtid for organtransplantationer

På grund af den store efterspørgsel på organer til transplantationer arbejder forskere på at finde alternative løsninger. Er det muligt at transplantere organer fra dyr? Kan organer mon dyrkes i laboratoriet? Eller er den mest lovende tilgang at dyrke menneskeorganer inde i andre dyr? Du kan læse meget mere om fremtidsudsigterne og den seneste forskning inden for dyrkning af organer i casen ”Dyrk dine egne reservedele”.