Allergi – når immunsystemet angriber dig!

I denne artikel får du et uddybende svar på, hvorfor det er immunsystemets skyld, at du får allergi. Du finder ud af, hvor hårfin balancen er mellem at få en allergi eller ej, og hvorfor det er så svært at komme af med en allergi igen, når man først har fået den. Til sidst finder du ud af, hvordan man kan lave en allergivaccine, og hvordan sådan én virker.

Nu har du læst om, hvad der sker inde i din krop, når du bliver syg, om hvordan immunsystemet (immuncellerne) sørger for, at du bliver rask igen, og hvordan du faktisk kommer stærkere ud på den anden side. Immunsystemet er et meget effektivt og kraftfuldt system, men nogen gange kan det også komme til at tage fejl. Det er det der sker, når du får en allergi.

Når makrofager og dendritceller laver fejl

Når de innate fagocyterende celler: makrofagerne og dendritcellerne opdager en virus, er deres rolle at fortælle andre immunceller hvad der er sket. Især er det vigtigt at de får aktiveret B- og T-cellerne, fordi det er dem der i sidste ende får udryddet sygdommen. Nogen gange kan dendritcellerne og makrofagerne dog godt komme til at “overreagere” lidt fordi de tror de ser en virus, men i virkeligheden er det måske bare lidt græspollen. Når det sker kan der blive aktiveret B- og T-celler der vil angribe græspollen fx nede i lungerne. Det kan føre til at lungerne og slimhinderne i næsen bliver irriterede og man begynder at hoste og snotte. Man har altså pludselig fået allergi overfor græspollen.

Samtidigt med sådan en immunrespons produceres der jo også huskeceller, så næste gang du udsættes for græspollen, reagerer dit immunsystem hurtigere og endnu mere effektivt end første gang.

Når immunceller går i skole – første sikkerhedsforanstaltning

Dendritceller kan altså aktivere T-celler ved at vise antigener både fra farlige ting som virus og bakterier, men også fra ufarlige ting som antigener fra kropsceller eller madmolekyler. Det er dog ikke særlig tit, at dendritcellerne kommer til at lave denne fejl (vi har jo ikke alle sammen allergi mod en masse madvarer for eksempel). Grunden til dette, er at kroppen har nogle sikkerhedsforanstaltninger til at overkomme problemet.

Én af disse er at ”lære” B- og T-celler hvilke antigener der er farlige, og hvilke der er ufarlige, før de får lov at blive sluppet løs ud i blodbanen og lymfesystemet. De B- og T-celler der genkender kroppens egne celler eller almindelige molekyler, der tit findes i kroppen, fx madmolekyler, får simpelthen besked på at begå selvmord og ender derfor med aldrig at cirkulere rundt i kroppen. Denne ”skole” er for B-cellerne lokaliseret i knoglemarven, mens T-cellernes ”skole” findes i skjoldbruskkirtlen. Man omtaler også skolen som værende en selektionsproces for B- og T-cellerne.

Figur 18: Til venstre: Inden B- og T-cellerne får lov at cirkulere rundt i blodbanen, bliver de tjekket for, om de genkender antigener på nogle af kroppens egne celler eller almindelige harmløse molekyler såsom pollen. Hvis de genkender nogle af disse, får de besked på at begå selvmord. Til højre: Disse to B- og T-celler genkender ikke nogen af kroppens egne antigener eller almindelige molekyler, som man udsættes for. De får derfor lov til at blive lukket ud i blodbanen og cirkulere rundt i kroppen.

Vi kan igen sammenligne B- og T-cellerne med en vagthund. Når man har anskaffet sig en vagthund, er det nemlig meget vigtigt, at den ikke angriber nogen fra familien, men kun tyve der vil bryde ind i huset. Det svarer til, at B- og T-cellerne lærer at genkende kroppens egne celler som ufarlige og indtrængende organismer som virus og bakterier som farlige. B- og T-cellerne bliver også testet for, om de kan genkende de mest almindelige stoffer, som kroppen udsættes for – for eksempel fødevarer eller pollen som jo findes i luften. For vagthunden svarer det til, at man lærer den, at folk, der kommer tit forbi, ikke er farlige, fx ens venner.

Kloge dendritceller – anden sikkerhedsforanstaltning

Hvis selektionsprocessen med B- og T-cellerne var helt perfekt, så ville vi aldrig få allergi. Der er dog ikke nogen mekanismer i kroppen, der er 100 % sikre, og derfor slipper der alligevel nogen gange B- eller T-celler ud, som genkender ufarlige antigener og udgør en potentiel fare for, at der udvikles allergi eller autoimmune sygdomme.

Der er dog endnu en sikkerhedsforanstaltning til stede i kroppen, der er til for at undgå autoimmune reaktioner og allergier. Den består i, at dendritcellen faktisk har mulighed for at fortælle T-cellen, om antigenet kommer fra noget farligt eller noget ikke farligt. På den måde er dendritcellen lidt ”klogere” end B- og T-celler, der i stedet bare tager imod en ordre.

Dendritcellen opdager altså, om den har fagocyteret noget farligt eller ej. Måden hvorpå den kan det er, at den har nogle receptorer i sin cellemembran, som kan genkende forskellige elementer fra en virus eller en bakterie. En af receptorerne binder for eksempel RNA fra en virus. Denne binding sætter gang i et maskineri inde i cellen, der til sidst munder ud i, at dendritcellen udskiller en type cytokiner, som fortæller T-cellen, at den skal udvikle sig til at blive god til at angribe virus (en cytotoksisk T-celle). Virus’ arvemateriale er ofte i form af RNA og ikke DNA som hos mennesker eller bakterier, hvilket du kan læse mere om i kapitel 5.

Hvis dendritcellen har fagocyteret et ufarligt stof som fx en af dine egne kropsceller, vil den ikke samtidigt have bundet noget RNA fra virus på sine receptorer. Derfor ved den, at stoffet ikke er farligt og i stedet for at udsende cytokiner, der fortæller T-cellen, at den skal blive cytotoksisk, udsender den cytokiner, der giver T-cellen besked på at blive til en regulatorisk T-celle. En regulatorisk T-celle er en celle, der hæmmer andre T-celler, og derfor bliver konsekvensen, at der ikke bliver igangsat noget immunrespons imod det ufarlige antigen.

Når alle sikkerhedsforanstaltninger brister

Der er altså to vagtværn imod, at der igangsættes et immunrespons imod ufarlige stoffer og kroppens egne celler. Alligevel sker det en sjælden gang imellem at begge sikkerhedsforanstaltninger brister, og der udvikles en allergi eller en autoimmun sygdom. Hvordan kan det nu ske?

Forestil dig følgende scenarie: En T-celle der genkender pollenantigen er sluppet ud af skolen og ud i blodbanen. Her møder den i lymfekirtlen en dendritcelle, der viser pollenantigener på sin overflade, og binder til den. Samtidigt med at dendritcellen har fagocyteret ufarligt pollen, har den også taget en bid af en virus. Derfor er der blevet bundet RNA til dens receptorer på cellemembranen. Det igangsætter et signal om at udsende cytokiner, der fortæller T-celler, at de skal blive cytotoksiske. T-cellen er altså nu bundet til en dendritcelle, der viser den et pollenantigen samtidigt med, at den udsender cytokiner, der fortæller T-cellen, at pollen er farligt. Denne T-celle vil nu dele sig og udvikle sig til at blive en cytotoksisk T-celle. Disse nye T-celler vil nu gå til angreb på alle indkomne pollenmolekyler, og igangsætter dermed et immunrespons. På den måde kan man altså risikere at få allergi. Se figur 19.

Figur 19. Venstre: Hvis en dendritcelle viser pollenantigener til en T-celle, vil der normalt ikke ske en immunologisk reaktion. Dette skyldes, at dendritcellen ”fortæller” T-cellen, i form af bestemte cytokiner, at pollen ikke er farligt. T-cellen udvikler sig da til en regulatorisk T-celle. Højre: Hvis dendritcellen derimod, samtidigt med at den viser pollenantigen, har ”spist” en virus, vil den producere nogle andre cytokiner. Disse vil fortælle T-cellen, at pollen er farligt og må udrydes, og T-cellen vil udvikle sig til en cytotoksisk T-celle.

 

Allergivacciner

Man kan altså få allergi, hvis flere af kroppens vagtværn fejler på samme tid, og der dannes cytotoksiske T-celler og huskeceller imod disse farlige stoffer. Det er en ret uheldig situation, og det er svært at komme af med en allergi igen, netop fordi kroppen har lavet huskeceller imod stoffet. Forskere har dog forsøgt at komme op med en behandling imod allergi – nemlig en allergivaccine.

En almindelig vaccine virker ved at aktivere et stærkt immunrespons imod et antigen fra en svækket virus eller bakterie, så der dannes cytotoksiske T-celler, B-celler og huskeceller. En allergivaccine derimod, virker omvendt. Her vil man jo gerne dæmpe immunresponset mod et bestemt antigen. Måden man gør det på, er ved at snyde immuncellerne til at blive til regulatoriske immunceller, der jo netop kan dæmpe et immunrespons. Udover denne forskel, virker allergivaccinen også efter, at man har fået en allergi, modsat en almindelig vaccine som man jo skal have før, man bliver smittet, for at den virker.

For at kunne snyde immuncellerne udnytter man, at små mængder af et stof ofte ikke giver allergiske reaktioner. Det er ikke noget vi har talt om tidligere, men store mængder af et stof er ofte et tegn på, at der trængt en virus eller bakterie ind i kroppen. Det er derfor man har højere risiko for at udvikle melallergi, hvis man arbejder i et bageri.

Det man så kan gøre, når man allerede har en allergi, er at give meget små mængder af for eksempel pollen til en pollenallergiker over en periode. Den lille mængde af stoffet gør, at immunsystemet begynder at tolerere pollen. Denne tolerance opstår ved, at T-celler udvikler sig til regulatoriske T-celler. Efter noget tid kan man begynde at øge den dosis, man skal indtage af pollen, indtil man til sidst tolererer pollen fuldstændigt. Sådan en behandling tager cirka tre år, hvor du skal tage en pille hver dag. Det er dog ikke altid, at vaccinen virker, og man arbejder stadig på at gøre den mere effektiv.

Figur 20. En allergivaccine virker ved at man lidt efter lidt øger mængden af stoffet (i dette tilfælde pollen). På den måde får man dannet flere regulatoriske T-celler. Med tiden er der dannet så mange regulatoriske T-celler, at man sagtens kan tåle store mængder pollen uden at få en allergisk reaktion.

Opsummering

Hvorfor får man allergi? Der kan være flere grunde:

  1. Hvis man fra fødslen af er mere disponeret for at kunne udvikle en allergi (atopisk). Dette betyder, at man for eksempel har en større produktion af IgE-antistoffer end andre mennesker, eller at ens immunforsvar bare er mere ”effektivt” eller ”aggressivt” end andre menneskers.
  2. Hvis B- eller T-cellerne, der genkender et ufarligt stof som fx pollen, slipper igennem det første vagtværn og ud i blodbanen.
  3. Hvis den B- eller T-celle, der slap igennem, aktiveres, og for T-celler bliver til cytotoksiske T-celler, og for B-celler bliver til plasmaceller, der begynder at lave antistoffer.

En allergivaccine virker ved, at man langsomt øger mængden af det stof, man er allergisk overfor. Derved ”snydes” kroppen til at tro, at dette stof ikke er farligt, og der dannes flere regulatoriske T-celler. Til sidst er der lavet så mange regulatoriske T-celler, der genkender stoffet, at immunforsvaret ikke længere reagerer aggressivt mod det, og man er sluppet af med sin allergi.