Hvilke typer af allergier er der?
Man kan dele allergi op i følgende kategorier:
- Høfeber (fx pollen, husstøvmider og pelsdyr)
- Astma
- Udslæt / eksem
- Insektallergi
- Fødevareallerg
Høfeber, Astma og udslæt/eksem er symptomer som man kan have hvis man har allergi, hvorimod fødevareallergi og insektallergier, er allergier som man har imod enten fødevarer eller insektbid.
Høfeber:
Høfeber er en lidt misvisende betegnelse for allergisymptomer, der rammer øjnene og næsen. Betegnelsen er misvisende, fordi mange andre allergifremkaldende stoffer end ”hø” (det vil sige græs) kan forårsage symptomerne. At have høfeber føles lidt ligesom, når man er forkølet. Man nyser, næsen løber og man har røde øjne, der er irriterede og klør. Man kan også blive meget træt, og føle det som om man har influenza (fra: netdoktor.dk/sygdomme/fakta/hoefeber.htm)
Høfeber er den hyppigste kroniske sygdom i den vestlige verden, og man anslår at ca. 1 million danskere lider, eller har lidt, af høfeber, som kan skyldes at de er allergiske overfor enten pollen, husstøvmider eller pelsdyr.
Pollen:
Planter og græs udsender mest plantestøv om foråret, når de blomstrer og vokser. Hvis man har pollenallergi mærker man derfor oftest de stærkeste høfeber-symptomer om foråret.
Husstøvmider:
Husstøvmider er i familie med edderkoppen, men er meget mindre (0,2 – 0,3 mm store). De findes i de fleste hjem i dit sengetøj og i gulvtæpperne.
Pelsdyr:
Man kan have allergi mod de fleste kæledyr med pels, som for eksempel hamstere eller hunde og katte. Modsat er der ikke særligt mange der har allergi over for fugle eller dyr uden pels, som for eksempel skildpadder og akvariefisk.
Insektallergi:
Når man bliver stukket af en hveps, eller bi, er det altid en ubehagelig oplevelse. Hvis man så samtidig er allergisk overfor den gift, som insektet sprøjter ind under huden, kan det være meget ubehageligt. Afhængigt af hvor allergisk man er, kan man endda risikere at dø, hvis man ikke får en modgift: Hvert år er der 1-2 danskere, der dør, fordi de er blevet stukket af et insekt. Symptomerne er utilpashed i hele kroppen, svimmelhed, og voldsom hævelse.
Fødevareallergi:
Fødevareallergi opdages ofte, når et barn er et halvt år gammelt og begynder at spise mad. Mange af de allergier som børn får, går dog i sig selv igen, og man kan også sagtens opleve at få fødevareallergi senere i livet. De mest almindelige fødevareallergier er over for mælk, peanuts, nødder, fisk, skaldyr, æg og korn. Symptomerne kan være meget varierende. For eksempel oplever nogen de samme symptomer som ved høfeber, hvor andre får ondt i maven eller udslæt. Mange af dem der har fødevareallergi er mindre gode til at fordøje den mad de spiser, fordi de ikke har særlig meget mavesyre. Det betyder, at flere fødevarer når tarmen uden at være ordentligt nedbrudte, hvilket forhøjer risikoen for allergi.
Nogle af de mest kraftige og farlige allergier er inden for fødevarer. Især peanutallergi kan give meget stærke reaktioner, som man kan risikere at dø af, hvis man ikke bliver behandlet. En bestemt episode med kraftig peanutallergi er grunden til, at man i dag ikke serverer peanuts på de fleste fly: Før en flyvning henvendte en amerikansk kvinde, med ekstremt voldsom peanut-allergi, sig bekymret til sit flyselskab United for at høre om hendes allergi kunne blive et problem. De forsikrede hende om, at der ingen fare var, da de ikke ville servere peanuts på flyet.
Undervejs i flyvningen åbnede en medpassager – et helt andet sted i flyet – desværre en lille pose peanuts. Kvinden fik så voldsom en allergisk reaktion, at flyet måtte vende om, så hun hurtigt kunne komme på hospitalet. Kvinden sagsøgte derefter United for at have bragt hende i fare. United forsvarede sig med, at de ikke kunne tage ansvar for hvad andre passagerer spiser på flyet. Synes du, at kvinden havde ret i sin anklage?
Astma:
Astma er en inflammatorisk tilstand i lungerne. Det betyder, at der dannes mere slim i lungerne, slimhinden hæver op og musklerne trækker sig sammen, og derfor kan man få svært ved at trække vejret eller hoster meget. Hvis man har astma, har man ofte en allergi, men symptomerne kan udløses af andre ting fx forkølelse, kold luft eller anstrengelse. Cirka 10% af børn og 5% af voksne danskere har astma. Det svarer til 250.000 personer, eller cirka ligeså mange mennesker, som bor i Århus.