Menneskets fremtid og indflydelse på mikroevolution

Nu er du nået fra forhistoriske LUCA helt op til nutidens menneske på vores evolutionære rejse – godt gået! I denne sidste del tager vi fremtidens briller på. I vil lære om, hvordan vi mennesker stadig udvikler os, og hvordan vores tilværelse påvirker andre arters udvikling. Men før vi tager på en rejse i fremtiden, skal vi lige have styr på nogle begreber.

Hvad er mikro- og makroevolution?

Mikroevolution er evolution, der sker inden for en population over kort tid. Det er hurtig evolution, vi kan nå at opleve. Det tager altså ikke flere millioner af år, før man kan se en tydelig ændring. En population er en gruppe af individer af den samme art, der lever i nærheden af hinanden – fx gedder i en sø. Da de befinder sig i nærheden af hinanden, får de også unger sammen. Det betyder, at de blander de samme gener. Forestil dig to isolerede søer med hver deres population af gedder. Gedderne kommer ikke til at få unger på tværs af søerne, men kun med de andre geder i samme sø. De to populationer af gedder kan altså gå hver deres mikroevolutionære vej. Genændringer er små nok til, at der ikke dannes en ny art – dette kaldes mikroevolution.

Et eksempel på mikroevolution er gråspurvens størrelse i Nordamerika. Gråspurven stammer oprindeligt fra Europa, men den blev bragt til Nordamerika i midten af 1800-tallet. Herfra har gråspurven tilpasset sig de forskellige miljøer. I den nordlige, kolde del af Nordamerika har gråspurven en større krop sammenlignet med dem fra den sydlige, varme del. Dette skyldes, at større dyr bedre kan tåle kulde (se figur 31).

Men takket være mennesker, ændrede det hele sig for de sorte birkemålere. Efter den industrielle revolution i England (1750-1840), havde træerne fået en anden farve. De var blevet helt sorte af forurening fra alle de kulbrændende maskiner i byernes fabrikker. Det betød, at de sorte birkemålere nu havde nemt ved at camouflere sig. Derved blev den lyse birkemåler det nye nemme bytte for fuglene. Det resulterede i, at hele 98% af birkemålerne var sorte i 1895 (se figur 33)!

Et andet eksempel på menneskets indflydelse på mikroevolutionen er elefanters stødtænder i Afrika. Elefanters stødtænder er meget eftertragtede i nogle dele af verden. Stødtænder koster nemlig mere end 40.000 kr. per kilogram! Derfor har nogle mennesker interesse i at sælge dem. Det medfører krybskytteri, hvor elefanter skydes ulovligt for at få fat i stødtænderne. Krybskytterne er selvfølgelig kun interesserede i de elefanter, der har stødtænder. Elefanterne uden stødtænder har altså en større sandsynlighed for overlevelse. Nogle elefanter har som følge deraf, fået mutationer i de gener, der står for udviklingen af stødtænder. De udvikler altså ikke længere stødtænder. Der er en stærk sammenhæng mellem områder, hvor elefanterne jages og antal tandløse elefanter. Forskere mener dog, at stødtænderne vil udvikle sig igen hos elefanterne, hvis krybskytteriet stoppes. Stødtænderne har nemlig vigtige funktioner hos elefanterne såsom at grave, forsvare sig og løfte ting.

Global opvarmning og stråling fører til mikroevolution

Du har nok allerede hørt om global opvarmning. Den største årsag til global opvarmning er, at vi udleder meget kuldioxid (CO₂). Kuldioxiden lægger sig som et tæppe rundt om jorden og holder på varmen fra solen. Det betyder, at temperaturerne stiger hurtigere end nogensinde i de seneste to millioner år. Når dyr udsættes for så store klimaændringer, kan der ske tre ting: De finder et nyt levested, de tilpasser sig det nye miljø, eller de uddør (se figur 34). Hvis dyrene tilpasser sig det nye miljø inden for kort tid, er det mikroevolution.

Den globale opvarmning har mange konsekvenser for Jordens økosystemer. Specielt økosystemerne ved polerne er hårdt ramt. De høje temperaturer får isen og sneen til at smelte ved polerne. Det store problem er, at isbjørne og andre arktiske dyr lever på isen og i sneen. Fx føder isbjørnene unger til foråret i snehuler. Men foråret bliver varmere og varmere, hvilket betyder, at snehulerne smelter. Med den globale opvarmning får isbjørnene færre og færre steder at leve og yngle.

Det er ikke kun de kolde steder, at den globale opvarmning ændrer på naturen. Mængden af nedbør ændres også i takt med den globale opvarmning. Det kan betyde, at de varme steder på Jorden vil opleve mere tørke. Siden ændringerne sker så hurtigt, kan arter ikke nå at tilpasse sig og risikerer at uddø pga. tørke. De menneskeskabte klimaændringer sker så hurtigt, at det er svært for arterne at følge med i udviklingen. Den globale opvarmning fører altså til mikroevolution af arter. Den globale opvarmning ændrer miljøet og kræver ny tilpasning.

En anden konsekvens af menneskehedens udledning af drivhusgasser er huller i ozonlaget, der fører til mere stråling og flere mutationer. Men lad os først få styr på, hvad stråling er, og hvad den gør ved os. Solen udsender stråler mod Jorden. Nogle af strålerne er ultraviolette (UV), hvilket betyder, at vi ikke kan se dem. Der findes tre typer af UV-stråling: UVA, UVB og UVC. Strålerne er farlige, da de alle kan lave mutationer i vores DNA, specielt UVC. De kan gå igennem cellen og ændre DNA’ets kemiske struktur (se figur 35).

Heldigvis har cellerne et system, der kan reparere mutationerne. Samtidigt vil vores immunforsvar hjælpe med at fjerne de skadede celler. Immunforsvaret hjælper os hver dag med at bekæmpe bakterier, der gør os syge. Men det beskytter os også mod vores egne celler, hvis de bliver syge fx pga. stråling.

En anden god nyhed er, at et bestemt luftlag rundt om Jorden beskytter os. Det luftlag hedder ozonlaget. Det er med til at stoppe mange af de skadelige UV-stråler, solen sender. Ozonlaget stopper UVC fuldstændig, UVB delvist, men ikke UVA. De fleste af strålerne stoppes altså lang tid før, at de rammer din hud nede på jordoverfladen.

Menneskets udledning af drivhusgasser er dog med til at lave huller i ozonlaget. Det betyder, at UV-strålerne ikke bliver stoppet og kan komme ned og gøre skade. Ozonhullerne er altså med til at øge mutationsraten. Mutationsraten er et tal for, hvor ofte vi får mutationer i vores DNA. Flere stråler betyder flere mutationer. I de fleste tilfælde er mutationerne neutrale. Det betyder, at de hverken gør skade eller gavn. I andre tilfælde er de skadelige og kan fx føre til kræftceller. Det er derfor vigtigt at huske solcremen, der beskytter os mod UV-strålerne – specielt i områder med huller i ozonlaget, såsom Australien.

Mennesket er i konstant udvikling

Mennesket er selvfølgelig ingen undtagelse, når det kommer til evolution. Vi udvikler os hele tiden. Der er flere eksempler på mikroevolution hos mennesket. Vi udvikler os faktisk hurtigere i dag end vi gjorde for 2.000 år siden. Det skyldes, at antallet af mennesker er steget voldsomt! Når der bliver født flere, er der også større sandsynlighed for, at nogle individer får en gavnlig mutation.

Fx bliver flere og flere babyer født uden visdomstænder. Visdomstænder havde en vigtig funktion for vores forfædre. Før vi lærte at tilberede måltider med ild, bestod kosten af grov og hård mad som fx råt kød, nødder og kviste. Derfor havde mennesker en større kæbe med plads til de store visdomstænder, der kunne hjælpe med at få tygget maden. I dag er vores kæber mindre, så vi har sjældent plads til visdomstænderne. Derudover er der heller ikke brug for dem længere, da moderne mad er nem at spise.

Ligeledes er lilletåen på vej væk, da vi ofte ikke længere bruger den. Tilbage i tiden brugte vi lilletåen til at gribe fat om grene – ligesom aberne gør i dag. Men siden vores forfædre tilpassede sig et liv på landjorden med oprejst gang, er lilletåens funktion blevet mindre vigtig.

Et andet eksempel er en ekstra blodåre i underarmen. Når babyer er i fosterstadiet, udvikler de den ekstra blodåre. Den hjælper med at sende blod ud til hænderne, så de kan vokse. Normalt bliver den ekstra blodåre nedbrudt igen efter ca. otte uger. Tilbage i 1800-tallet var der 10% sandsynlighed for at blive født med den ekstra blodåre. I dag er den helt oppe på 35%! Det er mere end tre gange så stor sandsynlighed på blot 200 år! Nogle forskere mener, at vi har den som en reservevene. Ligesom dine forældre har et ekstra dæk i bilen, hvis den punkterer. Men den præcise årsag til den ekstra blodåre, kender vi ikke til endnu.

I de tidligere afsnit har I lært, at en stor hjerne er noget af det, der adskilte os fra alle andre dyr. Men vores store hjerne er faktisk blevet mindre gennem de seneste 10.000 år – med hele 15%. Vi har altså mistet 230-250 g hjernemasse! Du undrer dig måske over, hvordan det kan være en fordel? Ville en mindre hjerne ikke gøre os dummere? Svaret er nej, vi er bare blevet hurtigere til at tænke. Da hjernen er blevet mindre, skal signaler også løbe en kortere vej. På denne måde gør det os i stand til at tænke hurtigere. Desuden afhænger din intelligens mere af, hvordan din hjernestruktur er, end hvor stor en hjerne du har. Du kan måske huske, at Eske Willerslev talte om neanderthalernes store hjerne? Deres hjerne var større end vores, men den var også større i andre hjernedele end hos os. Hjernedelene, der styrer syn og bevægelser, var noget større hos neanderthalerne end hos os. Til gengæld havde vi mere hjerne i de dele, der står for at tænke og socialisere sig.

Til gengæld får vi muligvis større og større øjne, da mænd generelt er tiltrukket af kvinder med store øjne. Dette kaldes for seksuel selektion, hvor de mest attraktive individer har større sandsynlighed for at finde en mage og få børn. Nedenunder kan I finde en oversigt over det moderne menneskes mikroevolution (figur 36).

Kan der opstå en ny menneskeart?

Ligesom der engang eksisterede flere menneskearter, er det så muligt at en ny menneskeart kan udvikle sig fra Homo sapiens? I teorien er svaret ja. Men der er nogle ting, der er meget anderledes i vores moderne verden ift. dengang menneskeslægten Homo udviklede sig. Noget der gjorde det muligt var, at menneskene udvandrede i grupper og isolerede sig fra hinanden – de blev til populationer (se figur 37). Med tiden blev populationernes gener så forskellige, at de ikke længere kunne få børn på tværs af populationerne. Det vil sige, at populationerne var blevet til nye arter.

Isolation er derfor en vigtig betingelse i artsdannelse. Hvis man bliver ved med at blande gener, bliver det svært at få en ny art. Udviklingen af flere menneskearter er et eksempel på makroevolution.

Globaliseringen er med til at sætte bremserne i for udviklingen af en ny menneskeart. Det er så nemt i dag at komme hele verden rundt. Med moderne transportmidler, såsom fly, tager det ikke mere end 24 timer at komme helt til den anden side af Jorden. Vi har dermed rig mulighed for at flytte os til andre lande. Hvis man derefter finder nogle at få børn med i det nye land, bliver generne blandet på kryds og tværs.

Der eksisterer stadig isolerede befolkningsgrupper i verden. Fx på øen Sentinel i Sydøstindien. Her lever en gruppe stammefolk, der ikke vil have kontakt til mennesker udefra. Det er faktisk ulovligt at rejse derhen. Folket har en højde på 1,60 meter og er muligvis på samme evolutionære rejse som Homo floresiensis – den uddøde dværgart på den indonesiske ø Flores. Mikroevolutionen af den lille population på Sentinel fører måske til en ny menneskeart om mange år, hvis de selvfølgelig fortsætter med at være isolerede fra omverdenen.