Immunsystemet (immunforsvaret) er kroppens eget forsvar mod sygdomme og fremmede organismer såsom bakterier, vira, parasitter og svampe. Dette forsvar består af immunceller, som også kaldes hvide blodceller (hvide blodlegemer), eller på fagsprog: Leukocytter.
Immunsystemets opgave er at finde og udrydde den sygdomsfremkaldende organisme, der betegnes som et patogen.
Immunsystemet er opdelt i det medfødte immunsystem og det erhvervede immunsystem. Det medfødte immunsystem (på engelsk: innate immune system) har man fra fødslen af, og det består af immunceller (bl.a. makrofager og dendritceller), antistoffer, komplementsystemet og antimikrobielle peptider og enzymer. Dets opgave er at opspore patogener og igangsætte en reaktion. Ofte kan det medfødte immunsystem selv udrydde patogenet, men til tider har det brug for hjælp fra det erhvervede immunsystem.
Det erhvervede immunsystem (på engelsk: adaptive immune system) dannes ved fødslen og udvikles mere og mere gennem livet. Immunceller fra det erhvervede immunsystem, som kaldes B-celler og T-celler, får informationer fra det medfødte immunsystem, når patogener detekteres. B-cellerne danner antistoffer, som hjælper med at udrydde patogenet, og T-celler aktiveres og bliver til T-dræberceller, der kan udsende toksiner og derved dræbe patogenet. Hver gang det erhvervede immunsystem møder et nyt patogen, bygger det videre på immunsystemets ”hukommelse”. Det betyder, at næste gang samme patogen inficerer kroppen, genkender det erhvervede immunsystem straks patogenet og går i gang med at bekæmpe det. Således forløber sygdommen hurtigere og mildere fremover. Immunsystemet ”erhverver” sig dermed mere og mere erfaring og bliver stærkere og hurtigere for hver infektion.
Figur 1 illustrerer samspillet mellem det medfødte og det erhvervede immunsystem.
Figur 1. Immunsystemet. Immunsystemet er opdelt i det medfødte og det erhvervede immunsystem. I det medfødte immunsystem arbejder immunceller såsom makrofager og dendritceller med at detektere patogener som vira og videregive information til det erhvervede immunsystem. Det erhvervede immunsystem består bl.a. af B-celler, som producerer antistoffer, og T-dræberceller, der tilkaldes for at udrydde patogenet.
« Back to Glossary Index