En celle er diploid, når den indeholder to sæt af hvert kromosom. Betegnelsen ”diploid” kommer af ”dis”, som på græsk betyder ”to”.
Hos en diploid celle kommer det ene sæt kromosomer fra mor, og det andet sæt kommer fra far. Alle celler er diploide bortset fra kønsceller (altså æg- og sædceller), som kun har ét sæt af hvert kromosom og dermed betegnes som haploide.
Diploide menneskeceller (alle på nær kønscellerne) indeholder 23 forskellige kromosomer i to varianter (en fra hver forælder). Dette giver 46 kromosomer i alt – altså 23 kromosompar. På figur 1 ser du en diploid menneskecelle med 23 kromosompar.


