Detalje fra kunstværket Levende jord af Amalie Smith på Viborg Gymnasium 2025. Foto David Stjernholm.

Del 3 – Tværfaglige forbindelser

Tværfaglig vidensskabelse og kuratorens rolle 

Af Anne Julie Arnfred (kurator og forsker)

Siden 1800-tallet er måden, vi mennesker udvikler viden på, blevet stadig mere opdelt i siloer. Klassiske vidensfelter som naturvidenskab, socialvidenskab, humanistisk forskning har hver deres måde at undersøge, forstå, arbejde med og beskrive ting på. Det er normer, værdier og praksisser, der er udviklet over århundreder, og som definerer et vidensfelt, og hvad der eksisterer inden for denne faglighed. På samme måde findes der normer, værdier og praksisser, der definerer, hvad der inden for en bestemt faglighed anses for at være mere rigtige måder at vide noget på. Disse opdelinger er der kommet utroligt meget viden og indsigt ud af. Men disse opdelinger kan også medføre, at man går glip af den type ny viden og indsigt, der kan opstå i et tværfagligt samarbejde. 

Som kurator fokuserer jeg på at være en brobygger, der sætter rammerne for et godt samarbejde på tværs af fagligheder. Det er ikke sikkert, at du er stødt på ordet kurator før – og hvis du har, forbinder du det formentlig mest med én, der laver udstillinger på et museum. Det er nemlig det, som kuratorer startede med at gøre i slutningen af 1800-tallet. Hvis de var på et kunstmuseum, var deres arbejde at passe på museets samling af kunstværker og at udvælge, hvilke værker der skulle udstilles for publikum. 

Men dét at kuratere udviklede sig igennem århundrederne. I dag kan en kurator sammenlignes med en historiefortæller, der i stedet for ord bruger kunstværker, genstande, tekster og videnskabelige teorier. Når disse forskellige elementer placeres sammen i et udstillingsrum, opstår der nye fortællinger på tværs af fagområder. En gammel genstand kan pludselig få en ny betydning, når det står ved siden af et maleri, og en videnskabelig teori kan sætte et kunstværk i et helt nyt lys. 

Måden, jeg arbejder på i min kuratoriske praksis, kan bidrage til at udfordre denne opdeling og i stedet skabe mere ligeværdige møder mellem forskellige vidensformer. Det er ofte i mødet med andre fagligheder, at de indgroede forståelser, vi har, bliver synlige og udfordret. Her kan kunstneriske praksisser og kunstværker bidrage med andre perspektiver og måder at arbejde med og forstå fx mikrobiologiske processer på. Gennem kunstens optik og arbejdsprocesser, der har friheden til at blande fiktion og fakta og inddrage flere typer af materialer og erfaringer, fx sansede eller oplevede virkeligheder, kan der, som jeg ser det, ikke blot opstå nye måder at kommunikere kompliceret mikrobiologisk forskning på og til et bredere publikum. I processen med at udvikle værker som fx Levende jord, hvor kunstnere, forskere og andre fagligheder arbejder tæt sammen, kan de involverede fagligheder måske også få øje på nye måder at arbejde med for eksempel mikrobiologisk forskning, kunst eller permakultur på. 

I modsætning til tidligere tiders kuratorer, der ofte var alene om at bestemme det hele, så er udstillingsproduktion i dag i høj grad et kollektivt arbejde med en lang række af mennesker. 

Et centralt spørgsmål i min kuratoriske praksis med at arbejde på tværs af disciplinære siloer er derfor: Hvordan kan man skabe et ligeværdigt samarbejde og viden på tværs af forskellige fagligheder? Her er det ikke nok blot at bringe eksperter fra forskellige områder som kunst, forskning og landbrug sammen – der skal skabes strukturer og processer, der fremmer reel udveksling og samarbejde, hvor den ene måde at vide noget om et emne på ikke er mere rigtig end den anden – de er blot forskellige – og vi kan lære af hinanden – hvilket opgaverne her i undervisningsmaterialet giver mulighed for. Processer, hvor faglighederne ikke blot mødes, men også krydspoder hinanden og udfordrer de normer, værdier og praksisser, de kommer med fra hver deres disciplin. En kunstner og en mikrobiolog tænker, arbejder og gør ting meget forskelligt. Det gør en mikrobiolog og en historiker i øvrigt også. Men får man skabt et rum, hvor alle føler sig set og forstået, begynder de også at få indsigt i hinandens arbejde på nye måder. Og så er det, at inspiration, nye indsigter og gode idéer kan opstå. Sammen skaber vi noget, som hver enkelt deltager ikke kunne have fundet på eller været i stand til alene. 

Dét er målet med mit arbejde som kurator i dag. Ikke kun at formidle viden og kunst til et publikum – men at være en form for fødselshjælper for, at ny viden kan opstå. Jeg er en aktiv deltager og sætter rammerne for vidensskabelse og tværfagligt samarbejde. En metode, der også kan anvendes i mange andre sammenhænge end i forbindelse med en udstilling. 

Planter og mikroorganismer – et usynligt samarbejde 

Af Karen Lundager Jensen (Biotech Academy), Lars Jelsbak (molekylær mikrobiolog), Lone Gram (mikrobiolog)  

Rodzonen er den jordzone, der omgiver planterødder, og den er hjemsted for en lang række mikroorganismer, der spiller nøgleroller i planters næringsstofoptagelse og sygdomsresistens, men hvordan? I rodzonen udveksler planter og bakterier aktivt både næringsstoffer og signalmolekyler i form af såkaldte metabolitter. Metabolitter er stoffer dannet som følge af metabolisme (stofskifte) i en organisme. Der findes både primære og sekundære metabolitter, der begge spiller en central rolle i samspillet mellem planter og jordens mikroorganismer. Primære metabolitter er stoffer, der er nødvendige for, at en organisme kan leve og formere sig. Sekundære metabolitter er stoffer, der har en rolle i samspillet mellem organismer, fx kommunikation og forsvar. Vi kender mange af disse stoffer, fordi det har vist sig, at de i høje koncentrationer har et for os mennesker medicinsk potentiale. Antibiotika, anti-kræft-midler og anti-malaria-stoffer er eksempelvis udviklet fra sekundære metabolitter. 

Plantemetabolitter

Planter og planterødder udskiller carbon til den omgivende jord i form af sukkermolekyler, fedtsyrer og aminosyrer. Disse primære metabolitter fungerer som føde- og energikilde for bakterier, og den rigelige mængde af næring gør, at rodzonen er særdeles rig på mikrobiologisk liv. Men planterne producerer og udskiller også en række sekundære metabolitter og andre kemiske forbindelser, der påvirker den mikrobiologiske aktivitet i rodzonen. Det estimeres, at planter udskiller mellem 20–40 % af det carbon, de har dannet ved fotosyntese, i rodzonen som primære og sekundære metabolitter. Mængden og sammensætningen af de udskilte molekyler afhænger af plantens art, vækststadie og miljømæssige faktorer. Nogle sekundære metabolitter – som eksempelvis plantestofferne flavonoider – kan fungere som signalmolekyler, der tiltrækker gavnlige mikroorganismer. Omvendt kan andre sekundære metabolitter have væksthæmmende effekter på jordens mikroorganismer.

Bakteriers metabolitter

Bakterier udskiller – ligesom planter – en række sekundære metabolitter, og nogle af disse kan stimulere plantevækst, hæmme skadelige mikroorganismer og forbedre næringsoptagelse. Eksempelvis kan visse jordbakterier producere sekundære metabolitter, der virker som plantehormoner, herunder indol-3-eddikesyre (IAA), som stimulerer plantens rodvækst, hvilket gør det lettere for bakterierne at kolonisere rødderne. Produktion af orskellige stoffer med antibakterielle og antifungale effekter, fx hydrogencyanid (HCN) eller pyrrolnitrin (PRN), der begge er stoffer, bakterier typisk bruger til at fjerne mulige konkurrenter, da konkurrencen om næring er stor i jorden og i rodzonen. Som et sidste eksempel producerer og udskiller langt de fleste mikroorganismer sideroforer, som er specialiserede molekyler, der binder jern meget effektivt.

Siderofor – Pyoverdin.

Udveksling af næringsstoffer

Ligesom nitrogen er phosphor et essentielt næringsstof for planterne, men fordi de fleste phosphater er tungtopløselige, bevæger phosphor sig kun langsomt gennem jorden via diffusion. Når planterne optager phosphor fra rødderne, kan koncentrationen omkring roden falde, hvilket skaber en udtømningszone – et område, hvor phosphor hurtigt fjernes, og planterne får svært ved at optage nok næring.

For at løse dette problem indgår omkring 80 % af alle landplanter i symbiose med arbuskulær mykorrhiza-svampe, som hjælper dem med at optage næringsstoffer fra jorden. Svampens hyfer strækker sig langt ud i jorden og optager phosphor fra områder uden for udtømningszonen. Phos-phor transporteres derefter tilbage til planten gennem svampens hyfer. Svampen får sukker (glukose) fra plantens fotosyntese. Mykorrhizasvampe forbedrer ikke kun planters phosphoroptagelse, men øger også deres tørkeresistens ved at udvide rodnettet og optimere vandoptagelsen.

Ikke kun svampe, men også en del bakterier er i stand til at bringe phosphor til planterne. En del bakterier er “phosphat-opløsere”. Bakterierne opløser de kemiske komplekser, hvori phosphat er bundet, ved at sænke pH-værdien eller kompleksbinde nogle af de stoffer, der ellers vil kompleksbinde phosphat – det kan være jern eller aluminium. Således kan de ovenfor nævnte sideroforer i nogle tilfælde også medvirke til at frigøre phosphat. Brug af sådanne phosphor-opløsende bakterieblandinger kan være med til at nedbringe brugen af gødning, som vi skal se nærmere på i del 4.

Udveksling af næringsstoffer i og omkring en planterod. Grafik: Biotech Academy.

Øvelser og aktiviteter