Detalje fra kunstværket Levende jord af Amalie Smith på Viborg Gymnasium 2025. Foto David Stjernholm.

Interview med Amalie Smith om kunstværket Levende jord

Majken Overgaard: Da du blev bedt om at lave en skitse til et blivende kunstværk i biblioteksområdet på Viborg Gymnasium, hvorfor endte det så med at handle om jord? Hvad er det ved jord, som er interessant for dig som billedkunstner?  

Amalie Smith: Før 2021 havde jeg virkelig ikke skænket jord mange tanker. Jeg havde måske forestillet mig det som en slags planetens lommeuld, noget, der har hobet sig op over tid, en uinteressant masse, som der til gengæld kunne vokse spændende og nyttige planter i. I 2021 arbejdede jeg på et lydværk til en park i Fredericia og i den forbindelse talte jeg med en landskabsarkitekt, Thomas Vejsnæs, der brugte udtrykket “levende jord”. Jeg spurgte med det samme, om jord virkelig kunne være levende, og om den så også kunne være død? Og ja, det kan den, man steriliserer faktisk en del jord for at undgå uønskede planter. Jeg er altid på jagt efter områder, jeg ikke forstår, og de må gerne have været lige foran mig hele tiden. Jord er i helt konkret forstand vores underlag, vores livsgrundlag her på planeten. Men hvad der foregår under jorden, er lidt en “black box”, fordi det ikke kan ses med det blotte øje. Livet i jorden minder heller ikke om livet heroppe på jordoverfladen – under jorden sker alt i et tætpakket tredimensionelt rum, hvor synet ikke har nogen betydning. Hvor der foregår noget på mange skalaer på samme tid, og hvor man bevæger sig på helt andre måder. Vi mangler forståelse af det, fordi vi ikke kan være dernede. Det er et sted, hvor ny billedskabelse virkelig er nødvendig, for alt, hvad der foregår dernede, påvirker vores verden. Vi er nødt til at interessere os for det, selvom vi ikke kan se det. 

1. Fra Amalie Smiths visuelle forundersøgelser: Morphology of Voids fra A Visual Atlas for Soil Micromorphologists, Eric P. Verrecchia, Luca Trombino (Open Access/Creative Commons).

2. Fra Amalie Smiths visuelle forundersøgelser: Transmission electron microscope image of a cross section through a soybean (Glycine max.Essex) root nodule. Public domain: Louisa Howard, Dartmouth Electron Microscope Facility.

3. Første terrazzotest. Foto: Amalie Smith.

Majken Overgaard: Hvordan har du arbejdet med at skabe nye billeder og gøre processer i jorden synlige gennem værket Levende jord? 

Amalie Smith: I sommeren 2023 indledte du og jeg en samtale med bakteriolog og professor Lone Gram fra Danmarks Tekniske Universitet, der som leder af centret CeMiSt forsker i sekundære metabolitter, det, man kan kalde “bakteriers kommunikationsformer”. Vi talte om, hvordan vi kunne bruge et samarbejde på tværs af naturvidenskab og billedkunst til at gøre de usynlige mikroorganismer synlige for omverdenen. Lone Gram er selv optaget af vandbakterier, men jeg var i kraft af det nævnte lydværk til parken i Fredericia sporet ind på temaet ‘jord’ og var samme sommer begyndt at læse om det regenerative jordbrug, så vi fik hurtigt professor Lars Jelsbak og en række yngre forskere, som forsker i samspillet mellem planter og mikrobiologi, med i samtalen. Da jeg kort efter besøgte Viborg Gymnasium første gang, bed jeg særligt mærke i, at der både var Landbrugs-EUX- og Visuel HF-klasser, og tænkte: Her går fremtidens jordbrugere og fremtidens billedskabere jo side om side! Derfra tog kunstprojektet form som et gulv- og haveværk – et horisontalt værk, der opleves i ét plan, men åbner et større forestillingsrum. I haven, som jeg kaldte Den underjordiske have, er biologiske, men usynlige processer i gang under jorden. I den del af værket, som finder sted på gulvet, opskaleres et tværsnit af en rodzone med en forstørrelsesfaktor på 10.000, så det underjordiske liv bliver visuelt tilgængeligt for gulvets brugere. Jeg valgte dette skalaforhold, fordi det både kunne rumme bakterier, svampehyfer, protozoer og planterødder – 1 centimeter på gulvet svarer til 1 mikrometer under jorden. Gulvet er 21 meter langt, hvilket svarer til 2,1 millimeter i rodzonen. Motivet stammer ikke fra en konkret mikroskopi, men er en model af en knolddannende planterod, som jeg har sammenstykket ud fra samtaler med forskere fra både Danmarks Tekniske Universitet og Aalborg Universitet. 

1. Foto fra Amalie Smiths undersøgende samtale med forskere fra CeMiSt. Foto: Amalie Smith.

2. Første skitser af gulvet som rodzone udføres i akvarel. Foto: Amalie Smith.

3. Pailletter, som skal forestille bakterier, placeres på en endelig skalamodel i samarbejde med professor Lars Jelsbak. Foto: Amalie Smith.

Majken Overgaard: Hvorfor arbejder du med at trække forskellige aktører, fagligheder og vidensdomæner ind i din kunstneriske praksis? Hvad er det, du gerne vil give opmærksomhed gennem disse sociale og tværfaglige processer? 

Amalie Smith: Jeg oplever grundlæggende verden som fuld af forbindelser på tværs af de kategorier, vi mennesker har sat op for at forstå den, og jeg har altid fundet mest inspiration og energi i at tænke på tværs. Jeg er ofte gået til naturvidenskaben for at få udvidet og nuanceret min forståelse af verden og til poesien og materialiteten for at få forankret det i det levede og sansede menneskeliv, men det er oftest i sammenkoblingerne, at nye idéer opstår for mig. Jeg nærmer mig et felt bedst fra mange forskellige vinkler samtidig, så jeg breder mig over flere genrer, kunstarter, materialer, medier: film, vævning, animation, installation, lyd, skønlitterære bøger. Jeg inddrager også mange forskellige mennesker i processerne, som håndværkere, elever, forskere, kuratorer, redaktører, skuespillere m.m.  

I bakteriernes verden taler man om horisontal gen-overførsel – at visse bakterier er i stand til at udveksle gener på tværs af individer og ikke bare vertikalt gennem celledeling. Jeg går meget ind for horisontal overførsel mellem forskellige vidensområder. Ikke nødvendigvis direkte overførsel af fakta og data – jeg er ikke interesseret i at illustrere noget fra naturvidenskaben, men gerne at føre dens tænkemåder, formarbejde, sensibiliteter og indsigter over i andre felter. Jeg tror, vi ville stå et andet sted med klima- og biodiversitetskrisen, hvis vi var i stand til at tænke sammen på tværs af fagvidenskaber, på tværs af teori og praksis, videnskab og levet liv. 

1. Fem billedkunstklasser fra Viborg Gymnasium deltog i et keramikforløb i efteråret 2024 og producerede tilsammen 550 ruller i indfarvet ler, der i tværsnittene fortolkede bakterieformer. Foto: Amalie Smith.

2. Et parti brændte ruller. Rullerne blev efterfølgende skåret i skiver og støbt ind i gulvværket. Foto: Sara Mirkhani.  

3. I december bidrog bakterieforskerne fra CeMiSt med yderligere 50 ruller, der også blev en del af værket. I alt blev der omformet 1 ton ler og produceret omkring 7000 bakterieformer. Foto: Amalie Smith. 

Majken Overgaard: Hvorfor tror du, at vi lige nu oplever, at mange samtidskunstnere er interesserede i jorden? 

Amalie Smith: Vi lever i en tid, der kalder på nye måder at gøre tingene på. Tidligere har dele af kunsten været opsat på at chokere eller provokere, men provokation er jo overalt i dag, det er den, der får algoritmerne til at snurre, så den strategi føles udpint. Tiden kalder på heling. Det er åbenlyst, at vores forhold til planeten er kørt af sporet, og jordbrug er en af de mest konkrete måder at handle og hele på. Her kan man lave det lokale forhold til planeten om, forvalte jordan bedre, binde carbon i jorden og understøtte biodiversitet – måske endda genskabe nogle af de forbindelser, det moderne liv har skåret over. Vi moderne mennesker mangler praktisk erfaring med jordbrug, men i lige så høj grad mangler vi et sprog og en visuel forståelse for, hvad der foregår, når man arbejder med den moderne verdens underlag: jorden. Der tror jeg, at litteratur, kunst og billedskabelse har en meget væsentlig rolle at spille.  

Majken Overgaard: Hvordan kan det kunstneriske felt påvirke vores forståelser af jord og af klimaet? 

Amalie Smith: Hvis vi skal leve med planeten på en ny og bedre måde, er vi nødt til at kunne se det skønne i det nye naturbegreb. Den vestlige kulturhistorie, vi kender, har opdraget os til at synes, at visse ting er flotte og andre noget rod. Biodiversitet har scoret lavt på den skala, græsplæner og snorlige kornmarker højt. Men vi skal lære at elske det komplekse, uregerlige, sammensatte liv, og vi kan først elske det, hvis vi kan se skønheden i det.

1. Keramikrullerne skæres i skiver hos JS Murerfirma i Viborg.

2. Keramikskiverne placeres på gulvet af Amalie Smith og tre assistenter.

3. Gulvet støbes af Råform februar 2025.

Majken Overgaard: Tror du, at kunsten ændrer sig pga. klimakrisen?

Amalie Smith: Vi står foran en massiv omlægning af alle dele af samfundet, og jeg tror helt sikkert, at kunsten kommer til at ændre karakter og selvforståelse. Det modernistiske værkbegreb med kunstværker, som frit kan flyttes rundt og ses i ens hvide kuber rundtomkring i verden, har været under pres længe, men jeg tror, at det går langt videre end det. Konteksten, processen, materialeforbruget og den sociale udveksling vil i langt højere grad blive tænkt ind i fremtidens kunstværker, både som benspænd og som kreative parametre.

Majken Overgaard: Hvordan tror du Levende jord ville se ud, hvis du var blevet bedt om at lave et lignende værk for fem år siden eller om fem år?

Amalie Smith: Jeg er ret sikker på, at dette værk ikke ville være blevet, som det er, hverken fem år før eller fem år senere. Tingene flytter sig virkelig hurtigt nu, særligt inden for byggeriet. Måske er værket symptomatisk for en overgangsperiode, vi lever i, og kommer til at stå som en tidskapsel for denne tid. Om fem år vil jeg fx gætte på, at kunstfonde i Danmark har nogle klimakrav til værkproduktion, som dette værk muligvis ikke kan honorere. Terrazzo-håndværket er fra gammel tid en genbrugsteknik – man bruger de mindste skærver fra marmor- og stenbrud, støber dem ind i cement og polerer det op. Men gulvet krævede et nyt undergulv i en særlig beton, og dermed har materialeforbruget og også CO-aftrykket været højt. Det er noget af det, jeg stadig spekulerer på – kan man retfærdiggøre kunstværker med højt CO-aftryk, hvis de har en lang levetid og opleves af mange mennesker?

1. Plantedag april 2025. Jordbrugskonsulent Hanne Gundersen holder oplæg om regenerativ dyrkning på Viborg Gymnasium. Foto: Amalie Smith.

2. Den underjordiske have designes og plantes i samarbejde med Hanne Gundersen og 4 biologi-, biotek- og kemihold fra Viborg Gymnasium april 2025. Foto: Amalie Smith.

3. Der brygges og sies kompost-te i haven, imens der plantes. Foto: Amalie Smith.