Jeg er uddannet biokemiker fra Københavns Universitet (1992). Mit speciale var i molekylær mikrobiologi, hvor jeg arbejdede med gener og enzymer fra en ekstrem thermofil bakterie, Bacillus caldolyticus. Derefter lavede jeg et PhD projekt i bioteknologi på Heriot-Watt University i Edinburgh. Projektet handlede om diversiteten af alkalifile bakterier, og jeg lavede det i samarbejde med Novozymes (som dengang var en del af Novo Nordisk). Under projektet arbejdede jeg i en længere periode på DSMZ, den tyske stammesamling (se http://www.dsmz.de/). Derefter arbejdede jeg i en periode for professor Jan Sørensen på LIFE (dengang KVL) på et mikrobielt økologisk orienteret projekt med screening og karakterisering af bakteriestammer, der kan bruges til biologisk bekæmpelse af svampe, der angriber planter.
Siden 1995 har jeg været ansat i Novozymes i forskellige funktioner inden for screening af bakterier, herunder arbejde med kloning og udtrykkelse af enzymgener og karakterisering af enzymerne. Jeg er en del af et team, der har ansvaret for Novozymes’ samling af stammer.
Vores team understøtter alle Novozymes’ forskningsområder med diversitet af nye enzymer og mikroorganismer. De vigtigste af disse områder er: Enzymer til bioethanol, vaskemidler, dyrefoder, stivelse og fødevarer (bryg, bagning, mejeri, vin og juice). Desuden arbejder vi med at finde enzymer til nye fremtidige anvendelser, hvoraf andengenerationsbioethanol naturligvis er vigtig.
Som en del af mit arbejde har jeg været projektleder for forskningsprojekter inden for vaskemiddel-, fødevare- og bioenergiområderne. I disse projekter arbejder vi på tværs af afdelingerne i Novozymes og ofte sammen med andre firmaer (kunder og strategiske samarbejdspartnere). Derfor får man som projektleder et bredt netværk.