Projektudvikler
Startet på DTU Systembiologi i 2008, læser bachelor i Bioteknologi
Hvorfor bioteknologi?
Kender du det at man altid går og undrer sig over hvorfor verden hænger sammen og hvordan alting egentlig virker? Det er i hvert fald sådan jeg har det. Dette resulterede oprindeligt i at jeg ville have læst kemi på universitetet, men efter at have arbejdet med at producere bioethanol ud fra halm i mit afgangsprojekt fra HTX, besluttede jeg mig for bioteknologi. Jeg er vild med når man får et indblik i hvordan os selv og naturen hænger sammen og pludselig får fornemmelsen ”Nårh, det er derfor tingene er sådan!”. Samtidig finder jeg det enormt spændende at opdage alle de måder hvorledes man kan vende og dreje naturens egne byggesten så de passer til netop dit formål.
Faglige interesser
De fag der altid har fanget min interesse mest, er der hvor man virkelig får muligheden for at gå i dybden. Jeg er vild med at undersøge celler helt ned på det molekylære niveau for at finde ud af præcis hvad der får dem til at opføre sig som de gør og hvordan man kan vende dette til egen fordel. For at kunne forstå dette har jeg også en forkærlighed for kemi og særligt det kemiske aspekt af hvad der foregår inde i forskellige mikroorganismer. Men hvor meget man end sidder og fordyber sig i en bog, har jeg altid fået et større udbytte ud af at anvende min teori i praksis, hvorfor jeg virkelig føler jeg hører hjemme i et laboratorie.
Mit arbejde for Biotech Academy
Jeg er startet hos Biotech Academy for at opdatere projektet "Find fremtidens antibiotika". Projektet i dets nuværende form er et meget teoretisk projekt fokuseret omkring et vigtigt aspekt af bioteknologien, nemlig bioinformatik. Min opgave består i at tilføre projektet nogen praktiske øvelser, så eleverne kan gå i laboratoriet og opleve hvad det vil sige at arbejde med både gammeldags og moderne antibiotika. Ud over at tilføje nogle praktiske øvelser, skal jeg også udvide den teoretiske del af projektet og opdatere denne med den nyeste forskning inden for området.