Jeg kommer fra køge a', og derfor glemmer jeg tit de sidste stavelser i ord og trækker på endelserne. Jeg drikker kaff' og tog e'eren fra Køge til Lyngby under mine første to semestre på DTU.
I sommeren 2005 blev jeg student på Køge Gymnasium uden den fjerneste ide om hvad det egentligt var, jeg ville. Jeg har altid haft nemt ved de naturvidenskabelige fag og fandt det utroligt facinerende, at man kunne beskrive alt mellem himmel og jord ved formler og ligninger. Så jeg var naturligvis klar over i hvilken retning pilen pegede; jeg er og bliver aldrig sproglig. Umiddelbart faldt jeg for molekylær biomedicin på Københavns Universitet, men jeg var selvfølgelig ikke den eneste, og mine sparsomme anstrengelser i gymnasiet var altså ikke nok til, at jeg kunne klare snittet til optagelsen. Øv, havde jeg dog bare lige gidet at gøre noget ved skolen, ladet øllerne stå og computeren være slukket! Nå, men jeg fandt mig et fuldtidsjob alt imens jeg funderede over, hvor jeg så skulle hen. Men ulempen ved et fuldtidsarbejde er alle de penge, man får på hånden, da det er svært at skulle give slip på dem. Så fremtidsplanerne materialiserede sig ikke i den periode.
Ved et tilfælde tog jeg med et par venner til åbent hus på DTU. Jeg havde faktisk aldrig rigtigt hørt om stedet før og hvilken fejl! Jeg blev rigtig positivt overrasket over det hav af muligheder, man bliver tilbudt herude, bl.a. valgfriheden på studieretningerne fandt jeg virkelig tiltrækkende. Man har selv kontrol over præcis i hvilken retning man vil gå, og man behøves ikke at gå på kompromis med sine egne interesser. Det første år var proppet med grund naturvidenskabelige fag, og det var virkelig noget, som fangede mig.
Planerne for fremtiden ligger altid åbne for mig, og jeg griber alle de muligheder, der byder sig. I sommeren 2008 blev jeg kontaktet af min kusine, som fortalte hun havde fået arbejde på en lodge i Tanzania og spurgte, om jeg ikke ville komme ned og besøge hende. Så det gjorde jeg i næsten en måned. En helt ny verden åbnede sig for mig dernede, og jeg blev mere eller mindre transformeret til en ny (og bedre?) udgave af Steve Irwing, se bl.a. billedet til højre.
Efter min hjemvenden fra Afrika startede jeg på 4. semester og blev i slutningen af året igennem en ven opfordret til at komme med i Biotech Academy. Jeg tog imod tilbuddet, og derfor er jeg nu ansvarlig for planlægningen og opførelsen af BA camp 2009.