Marie Blatt Bendtsen

Kommunikationsleder af Biotech Academy 2015 -

Hvorfor bioteknologi?

Da jeg indså, at jeg ikke kunne blive Danmarks første kvindelig statsminister, måtte jeg søge andre veje. Jeg skulle finde på noget, hvor jeg stadig kunne gøre en forskel for en masse mennesker (for jeg vil gerne rede hele verden!). I 9. klasse havde jeg en biologilærerinde, der brændte for sit fag. Hun gav mig frie tøjler til at udforske biologien, og samtidig stillede hun meget høje krav. I gymnasiet gik jeg videre med bioteknologi, fordi jeg ikke kunne lade være. Sådan lyder historien også for mit valg af universitet. Hver dag møder jeg inspirerende mennesker, kammerater såvel som lektorer, og hver dag læser jeg om et ny forunderligt fænomen i naturen. Jeg kan ikke lade være med at lære.

 

Faglige interesser

Dette semester arbejder jeg bl.a. med molekylær mikrobiologi, her undersøger jeg bakteriernes forunderlige verden. Det er virkelig gået op for mig, hvor intelligent naturen er, og jeg har fået endnu større respekt for, hvor meget vi kan lære af den.  Jeg arbejder også med fysik. Selvom fysik er ikke mit yndlingsfag, så synes jeg, at arbejdsmetoden er utroligt interessant. Det er nemlig spændende, at forsøge at beskrive naturen med tal og modeller. På den måde kan vi lære at bruge naturens løsninger til at løse andre komplekse problemer. Det er ret fedt! Desuden har jeg en forkærlighed for fermentering.

 

Mit arbejde i Biotech Academy

I Biotech Academy fungerer jeg som kommunikationsleder. Jeg sørger for at hele hjemmesiden ser sprød og lækker ud, og at alle nye undervisningsprojekter bliver publiceret. Jeg arbejder tæt sammen med projektudviklerne om formidlingen af deres undervisningsmateriale. Derudover arbejder jeg for at promovere Biotech Academy og sikre, at vi når ud til så mange skoler og gymnasier som muligt. Til daglig arbejder jeg tæt sammen med lederen af Biotech Academy, og i fællesskab rekrutterer vi nye projektudviklere, følger op på igangværende projekter, udarbejder fondsansøgninger og meget mere. Det er utroligt spændende at være en del af det visionære og kreative miljø, der skaber Biotech Academy.

// Marie