Astrid Zedlitz Johansen

Projektudvikler på Bionik

Læser til daglig på bacheloruddannelsen Bioteknologi.

Hvorfor Bioteknologi?
Jeg har siden folkeskolen været interesseret i de naturvidenskabelige fag, og da jeg stod med valget vedrørende min videregående uddannelse, valgte jeg Bioteknologi på DTU. Da der er tale om en ingeniøruddannelse, var jeg også sikker på, at jeg ikke ville blive underviser i et naturvidenskabeligt fag, hvilket jeg ikke var interesseret i. Inden for bioteknologien kan man desuden gå mange veje, og derfor var bacheloruddannelsen i Bioteknologi et oplagt valg som en start på en ingeniøruddannelse med mange forskellige muligheder for specialisering. Det bedste ved studiet er, at der er brug for mig, når jeg engang er færdig, og at de redskaber, som uddannelsen giver mig, vil kunne bidrage til skabe nye løsninger til samfundet.

Faglige interesser
Bioteknologien dækker over et bredt område af naturvidenskabelige fag. Jeg kan godt lide, at man på DTU har muligheden for at kombinere matematik og statistik med biologiske fag, således at man har viden inden for flere områder. Jeg har mange interesser som f.eks. biodiversitet og fermenteringsteknologi, og jeg synes, at det er meget spændende at undersøge mikroorganismer, og hvordan disse kan bidrage til vores teknologiske samfund. Desuden er den medicinske del af bioteknologi også spændende. Jeg kunne godt tænke mig at hjælpe mennesker, der lever med sygdomme, som vi endnu ikke har gode behandlinger til. 

Mit arbejde for Biotech Academy
Jeg er i gang med at skrive et undervisningsprojekt til folkeskolen om biomimik, der omhandler, hvordan mennesker kigger efter løsninger på problemer i naturen. Projektet vil beskrive fermenteringsteknologien, hvor man udnytter, at nogle mikroorganismer har evnen til at producere produkter, som er eftertragtede i vores samfund som f.eks. penicillin.