TestprojekterDTU.dkDTU BioIndeksKontakt
Biotech Academy

Lancering af Det Virtuelle Laboratorium

200 gymnasielærere, elever og profiler fra den danske bioteknologiske industri fulgte lanceringen af ”Det Virtuelle Laboratorium”

”Det Virtuelle Laboratorium er innovativ undervisning, der skaber bedre undervisning”, sådan lød ordene fra Direktør i Uddannelsesstyrelsen Lars Mortensen, da han onsdag den 30.november 2011 var med til at lancere ”Det Virtuelle Laboratorium” foran 200 engagerede fremmødte gæster. Han fortsatte, ”Laboratoriet kaster eleverne ud på faglige eventyr og dybt vand, men i en virtuel verden hvor sikkerhed og kvalitet er i orden”.

 

Lanceringen fandt sted i Oticon Salen på Danmarks Tekniske Universitet, og dagen bød på taler fra blandt andre Novozymes’ Forskningsdirektør Per Falholt og Rektor for DTU Anders Bjarklev.  Også Institutdirektør på DTU Systembiologi Egon Bech Hansen talte ved begivenheden. Han lagde i sin tale vægt på vigtigheden af kommunikation mellem folkeskoler, gymnasier, universiteter og industri, ”Læreren skal ikke skabe teknologiforskrækkede elever, men derimod glemme forsigtighedsprincippet og skabe massemediebaserede uddannelser”. 

 

/upload/institutter/bio/ba/projekter/genteknologi/moderne gentek 3.png

 

Det Virtuelle Laboratorium” er et online bioteknologisk laboratorium, hvor gymnasieelever kan udføre realistiske genteknologiske eksperimenter, der af tids-, sikkerhedsmæssige og økonomiske grunde hidtil ikke har været mulige for dem. Øvelserne er bygget op, som stod eleverne i et virkeligt laboratorium, men kan udføres hvor som helst og når som helst. Der er plads til fejl, men som i den virkelige verden er det kun muligt at opnå gode resultater, hvis man har sin viden på plads.

 

Det Virtuelle Laboratorium er udviklet af Biotech Academy og idemanden bag projektet Mads Bonde Tvillingsgaard lagde i sin tale vægt på, at missionen med projektet har været, ”at udvikle farverige og spændende animationer, der illustrerer teorien bag bioteknologiske processer, så undervisningen bliver mere nærværende og spændende for såvel fagligt stærke som fagligt svage elever”.

 

 

Talere ved Lanceringen af Det Virtuelle Laboratroium

 

Tre af dagens talere. Fra venstre, Mads Tvillingsgaard Bonde(Udvikler og idemand), Per Falholt(Forskningsdirektør i Novozymes) og Ulrich Johan Kudahl(Leder af Biotech Academy).

 

 

Samarbejde skal vække glæde og passion

Det Virtuelle Laboratorium er et fantastisk eksempel på, hvordan virkelighedsnær og banebrydende undervisning kan skabes i et krydsfelt mellem industri og skoler - et eksempel på hvad der kommer ud af et samarbejde mellem innovative universitetsstuderende og den danske industri. Laboratoriet er skabt for at give gymnasieeleverne et indblik i, hvordan der arbejdes i den bioteknologiske industri, og hvordan bioteknologi kan være med til at løse fremtidens problemer. Forskningsdirektør i Novozymes Per Falholt fortalte ved begivenheden om, hvor vigtige dygtige unge mennesker er for fremtidens bioteknologiske industri, ”Vi vil vise dagens unge at bioteknologi er et felt, hvor de har en reel mulighed for at gøre en forskel. Biotech Academy er et af de initiativer, der gør en reel forskel for undervisningen i Danmark og fremmer uddannelsen af dygtige kandidater ved at bygge bro mellem forskningsverdenen og gymnasierne .

 

Det Virtuelle Laboratorium er sponsoreret af blandt andre Novozymes, Novo Nordisk og Videnskabsministeriets Tips- og Lottomidler og vil være gratis tilgængeligt her. I tilknytning til laboratoriet er der udviklet et teoretisk projekt om ”Moderne Genteknologi”. Projektet er udarbejdet af Peter Rugbjerg, der læser bioteknologi på DTU.

 

 

Faglighed i fokus

”Det hele starter med den enkelte lærer. Tak til alle I lærere der er taget hertil i dag, for I er her, fordi I vil inspirere jeres elever og forny jeres undervisning”, sådan startede Biotech Academys leder Ulrich Johan Kudahl sin tale ved lanceringen. Udover lanceringen, var dagen også tiltænkt som en efteruddannelse af de fremmødte gymnasielærere. Ved en workshop havde lærerne mulighed for at blive fortrolige med Det Virtuelle Laboratorium og få hjælp og inspiration til, hvordan det kan implementeres i undervisningen. Workshoppen var tænkt som et fagligt forum, hvor lærerne kunne udveksle ideer og erfaringer med hinanden, samt at der kunne blive skabt en dialog mellem dem og de mange projektudviklere fra Biotech Academy, der var mødt op for at guide lærerne igennem dagens virtuelle øvelser. Flere af dagens talere lagde vægt på vigtigheden af innovative og dygtige lærer, der formår at integrere web-baserede undervisningsmaterialer i deres undervisning. Ved at lærerne udvikler deres egne kompetencer, vil de være i stand til at begejstre eleverne og hjælpe dem med at pleje og videreudvikle deres talenter.

 

Motiverende undervisningsmateriale i konstant udvikling

Øvelserne i Det Virtuelle Laboratorium er målrettet pensum i fagene Biologi og Bioteknologi i de danske gymnasier og er tænkt som et supplement til den traditionelle undervisning. Laboratoriet giver mulighed for fordybelse og opfordrer eleverne til selvstændig tænkning og problemløsning. Det lægger op til, at såvel fagligt svage som fagligt stærke elever kan udføre eksperimenterne i deres helt eget tempo. Gennem farverige 3D-animationer indvies eleverne i, hvad der sker på molekylært niveau, når man eksempelvis gensplejser gærceller, der skal bruges i produktionen af insulin. På den måde dannes en kobling mellem de processer, der sker i laboratoriet og cellens egne processer.  Med Det Virtuelle Laboratorium er første skridt mod fremtidens undervisningsform i de naturvidenskabelige fag taget. 

 

Biotech Academy udarbejder løbende aktuelt og spændende undervisningsmateriale til gymnasierne og skaber derved en ung-til-ung dialog, hvorigennem eleverne motiveres til at engagere og fordybe sig i undervisningen. På nuværende tidspunkt findes der i Det Virtuelle Laboratorium to øvelser; produktion af insulin til diabetespatienter og produktion af enzymer til vaskepulver. Biotech Academy arbejder i øjeblikket på udviklingen af nye øvelser til laboratoriet, der kan supplere de nuværende samt dække andre dele af bioteknologien eksempelvis lægemiddeludvikling.  


08.12.11
Top
Søltofts PladsBygning 2212800 Kongens LyngbyTlf. 4525 4933